Døden i Venedig
BALLET
9. - 12. september 2014
Det Kongelige Teater, gæstespil af Hamborg Balletten
Foto: Holger Badekow
Skaberen og skabelsen. Hvor er det vidunderligt at se en kunstner skabe sig – i sine egne, andres og kunstens afspejlinger – i en perfekt balance af bevægelse og intellekt.
Den tysk-amerikanske balletmester John Neumeier er på besøg med sin Hamborg-ballet, og det er aldeles forunderligt, hvordan han og hans dansere får forvandlet Thomas Manns novelle ’Døden i Venedig’ til den ultimative balletforestilling om skabelsesprocessen i kunst og kærlighed, liv og død.
Så naturligt som hovedpersonen Aschenbach til Visconti-filmen skiftede profession fra forfatter til komponist, er han her koreograf. I gang med at skabe et balletværk om Frederik den Store – med ambitioner så store at frustrationen snart overskygger entusiasmen. Hans flugt går til Venedig, hvor andre fristelser venter.
Simpel handling, enkel scenografi, men alligevel adskillige lag i skildringen, så snart danserne folder sig ud. Oftest en meget aktiv sceneflade, hvor flere person- og fortællelag af virkelighed, drømme og skabelsesproces blandes. Og hvor musikken af Bach og Wagner bliver en ligeså effektiv medspiller – især når pianisten Elizabeth Cooper spiller med i dramaet.
Aschenbach bruger alt til inspiration – og til at blende ind i scenariet for at opnå opmærksomhed og forførelse. Indtil sortklædte skikkelser begynder at slæbe ligklæder af koleraramte tværs over scenen. Så er det måske tid at forlade den synkende gondolby.
Men Aschenbach bliver, for den ungdommelige kærlighedskraft har indfanget ham, og intet er mere væsentligt end den sidste dødedans med knøsen Tadzio. Optakten dertil er stærk og tilført teatralske tilsnit, der leder tankerne hen på klassisk mimeteater. Ikke kun de udtryksfulde armbevægelser og den fine mimik, men også et svirp i barberstolen til optimering af makeup og paryk.
Tidligere solodanser ved Det Kongelige Teater, amerikanske Lloyd Riggins er fuldstændig eminent som Aschenbach. Han legemliggør dette livsværk om ambitioner, drømme og lidenskab. Med et overlegent dramatisk udtryk af moden sårbarhed og heftigt temperament. Og trods alderen en imponerende skarp og elegant danseteknik.
Tadzio danses af Alexandr Trusch, hvis uskyld stråler af leg og naturlig kropsglæde. Han og hans mange legekammerater repræsenterer den frie og renhjertede kropslighed, hvor det straks bliver mere krævende og farligt med de to ballademagere i skikkelse af Otto Bubenicêk og Carsten Jung.
Her er ingen grænser for den mandige balletudfoldelse, og der må gå en rum tid, før testosteronet siver helt ud af Gamle Scene. Intensiteten syder i smukke symbioser af kropslighed – ikke bare af to men også tre dansere. Neumeier har et eminent modus for at vikle, flette, dreje og støtte i sammensmeltningen af kroppe, så det bliver ekstremt fængslende. Det er skabelse på allerhøjeste niveau, helstøbt og uforglemmeligt.