Boyhood

Grib øjeblikket. En klassisk truisme for at få det meste og bedste ud af livet. Den vender Richard Linklater op og ned i sit største filmværk ’Boyhood’, der pointerer varigheden og kausaliteten af livets øjeblikke. De øjeblikke, der griber os.

Det er et helt unikt projekt, Linklater har fuldendt her: En dannelseshistorie filmet gennem 12 år, uden fastlagt manuskript, men med hovedpersonen som foranderlig inspiration. Ellar Coltrane er et fund som knægten, der fra seksårsalderen viser kære, sære og lærerige sider af sin udvikling frem til slutningen af teenageårene. Denne filmfamilie – med Patricia Arquette og Ethan Hawke som de fraskilte forældre og Linklaters egen datter Lorelei som den sprælske storesøster – skaber simpelthen filmhistorie så ægte og troværdigt som aldrig før.

Tid er en væsentlig faktor i de bedste af Linklaters film. Som i eksempelvis ’Before...’-trilogien – tidsbilleder over 18 år – skaber han her en naturalistisk, intim og dybfølt stemning ved insisterende at dvæle ved udvalgte øjeblikke. Det er aldeles forfriskende, hvor lidt der rationaliseres og manipuleres på hændelser og følelser, så man virkelig kan mærke sit eget hjerte banke for denne herlige drengesjæl. Der formidles så enkelt og genkendeligt, at man næsten glemmer, hvor omfangsrigt hele projektet er.

Årene flyver kronologisk frem – og tilføjer underspillet humor med tidstypiske elementer som ’Harry Potter’-releaseparty, ’Star Wars’-teorier og Sarah Palins gravide datter. Skiftende miljøer, trends og personligheder – særligt de testosterondrevne – påvirker knægten, så man indimellem ville ønske man kunne smelte ind i filmen og give ham et mægtigt kæmpekram. Både i de forpinte og de frydefulde situationer.

At kigge efter fejl og mangler i ’Boyhood’ ville være som at dissekere Gaudí-mosaik eller Da Vinci-noter. Filmen er et mesterværk over drengelivet – som det er med op- og nedture, strittende af plusser såvel som minusser. Filmen – og livet – bliver kun bedre med årene, når erfaringen viser os hvor fantastiske disse øjeblikke var/er. Dem, der greb os – og dem, vi greb.