Inuk

Isen strækker sig så langt øjet rækker. Slædehundene løber målrettet under en sprød, blå himmel. Jægerne skal på jagt. Som de har været det altid. Det forekommer så enkelt, men Grønlands virkelighed rummer som bekendt mere end dette skønne glansbillede.

Mike Magidson, som tidligere har beskæftiget sig med dokumentarisme, forener i sin spillefilmdebut ’Inuk’ naturens barske skønhed med den sociale tragedie, som landet er præget af.

Inuk (Gaba Petersen) er ikke længere en del af familiens traditionsbundne fortid, men kæmper med sin nutid som søn af en alkoholiker i Nuuk – langt fra det Østgrønland, hvor han gik på jagt med sin far som lille. Gaba Petersen er overbevisende i sin skildring af den unge, rodløse mand. Det er ikke blot en storslået rejse gennem Grønland, men i den grad en rejse for den unge mand ind i sig selv. Derinde skal frygten ses i øjnene. Inuks kamp er hudløs ærlig, og jeg tror på hvert et skridt, han tager. Han rummer en ro og et kaos, som altid er interessant at betragte.

Magidson har blandt andet samarbejdet med den franske antropolog Jean-Michel Huctin, og det er tydeligt hvorledes de to i ’Inuk’ efterstræber et ægte og flerdimensionelt billede af Grønland i dag. Det lykkedes ofte, men de stærke billeder af de fotogene scenarier tager nogle gange pusten fra historien. Ligeså smuk er Justin Michael La Vallees originalmusik, der kærtegner de grønlandske vidder og puster tryllestøv på socialrealismen.

’Inuk’ er den grønlandske film, der har vundet flest internationale priser nogensinde. En smuk film, som især skyldes den helt formidable billedside tilsat en enkel historie om en drengs opvækst på godt og ondt.