Muld

Den bør egentlig ikke beskrives, snarere skal den sanses. ’Muld’, den nye dansesolo af Anders Christiansen, er en undersøgelse, ikke af fortiden som sådan, men af vores forhold til den. Den garvede danser og koreograf, der tidligere er blevet kaldt både minimalismens stormester såvel som Mr. Strange Guy no.1 har begået et værk ud fra ideen om, at vores verden er besjælet af fortiden.

Anders Christiansen lever op til sit ry som danseverdenens mærkelige mand, for forestillingen er ganske enkelt sær. Hypnotisk, drømmeagtig, samtidig med at den umiddelbart modsætter sig forklaring og direkte forståelse. Bevægelserne er abstrakte, tømt for mening – ligesom det landskab, han bygger op på Dansehallernes lille scene, er sin egen lille verden. Tåget i det kolde, blålige scenelys.

Han skaber det af enkle midler: Stole, der sirligt står på række, bliver båret frem og tilbage. Han bærer dem på ryggen som et skjold, og stolebenene ligner piggene på et forvokset, forvredent pindsvin. Han lægger dem oven på hinanden, til de ligner små knolde eller tuer, gravhøje der gemmer på minder fra en forsvunden tid.

Jorden er dog det element, der fylder mest. Det vælter frem og fylder scenen, bliver et billede på den fortid, som vi ikke kan undslippe. Fortiden, historien indhyller os som en torden, som en brummen eller dyb nynnen fra jorden selv. Han graver i den, finder skatte frem, minder eller andres efterladenskaber, det kommer ud på et. Han undersøger disse ting, finder et ur, et nøglebundt, en legetøjsbil, en gammel mobiltelefon, en afpillet knogle. Med en hvinende mikrofon som redskab prøver han at komme helt tæt på disse glemte genstande, aflokke eller aflytte deres hemmeligheder. Resultatet er kun støj og stød, ekkoer i højtaleren, men genstandene selv er tavse.

Han prøver at sidde på jorden, lægge sig til hvile på den, rodende rundt i den. Han gnider sig ind i jorden, snavser sit hvide tøj til med den, tager paryk på og agerer en levende Tollundmand, som for at blive et med den fortid, han forsøger at forstå.

Hvad vi får serveret er en levendes forsøg på at sanse fortiden, kæmpe med den, blive opslugt af den. I sidste ende er vi ikke nærmere en forståelse af, hvad fortiden egentlig er, eller hvordan vi skal eller kan leve med den eller blot forsøge at forstå den. Historien viser sig som et eksistentielt vilkår, en urkraft der undviger alle forklaringer.

’Muld’ er på én gang konkret og abstrakt, meningsfyldt og uforståelig. Det er en meditation, der besværger fortiden, men uden at komme tættere på den. Det er fascinerende at overvære en stor del af tiden, men mod slutningen går der lidt tomgang i stykket, og decideret bizarre indslag – som Christiansens Marilyn Monroe-agtige, vrængende sang – virker malplacerede i forhold til resten, et unødvendigt forsøg på at underholde publikum. Ideen i forestillingen er spændende, men udførelsen er i sidste ende ikke helt sømløs.