Blind

Visualisering, livlig fantasi og evnen til at skabe sin særegne historie. Det har hovedpersonen i denne geniale og stilsikre meta-fortælling tilfælles med manden bag: Manuskriptforfatter og instruktør Eskil Vogt.

Vogt er – som sin samarbejdspartner på ’Reprise’ og ’Oslo, 31. August’ Joachim Trier – blandt den nye filmelite i Norge, og ’Blind’ er en bemærkelsesværdig instruktørdebut, der allerede har vundet priser på filmfestivaler som Sundance og Berlin. Fuldt fortjent, for det er en helt unik fortælling om en blind(s) hverdag, der udvikler sig overrumplende finurligt.

Visualiseringen er rolig og en anelse kølig, ikke mindst fordi Ingrid (Ellen Dorrit Petersen) er en ægte bleg skandinav med besindighed som en istap. Men hun har også masser af nerve i sin tackling af pludseligt at have mistet synet og i sin insisteren på at bevare kontrollen. Og skarpsindig humor, når hun visualiserer sig gennem en isoleret hverdag i hvidpolerede omgivelser – og omdirigerer den til sin selvskabte historie om venlige, kærlige og seksuelle relationer.

Der runger et velproportioneret skrig om opmærksomhed gennem filmen, der kan ses som en allegori over den tiltagende isolation og/eller ensomhed mange mennesker oplever eksempelvis som følge af skilsmisse, jobtab, sygdom, armod eller andre afvigelser fra normen. Symbolsk famler de også i blinde.

Trods den kølige distance har filmen en ret pågående kropslighed, der svinger mellem alvor og humor. Samt det midtimellem og udover – som den fantastiske scene hvor Ingrid splitternøgen smækker sig op ad gulv-til-loft-vinduet. Ekshibitionisme og voyeurisme er endnu et par nutidige trends, hvor Vogt rammer plet.

De fleste af os har prøvet blindsmagning og er muligvis blevet overrasket over, hvor svært det kan være. Man skal trænes i både smag, duft, lyd, føling og visualisering. Sanserne skærpes og inspireres undervejs i ’Blind’, der først sindrigt sniger følelsen af blindhed ind under vores øjenlåg og derefter lader fantasien eksplodere i vores hjernebark.

De to bikarakterer Elin (Vera Vitali) og Einar (Marius Kolbenstvedt) viser sig nemlig at være skabt til Ingrids fortælling, som hun også skriver sin egen mand (Henrik Rafaelsen) ind i. Det kan være svært at skelne mellem fantasien og virkeligheden her, men det er netop pointen med filmens meta-plan.

For sådan er den kreative proces ofte, om det er den personlige udvikling eller den professionelle proces. Både fantasi og virkelighed kan spinde ud af kontrol, og det er jo oftest blandingen, der er allermest fantastisk. I hvert fald har Eskil Vogt skabt en af årets mest originale, opfindsomme og forunderlige film.