Operation Valkyrie
THRILLER
Premiere 6. februar
Den 20. juli 1944 var en sammensværgelse af højtstående tyske dissidenter blot et lille udslag af skæbnens lunefuldhed fra at lykkes med at myrde Hitler, kuppe nazisterne og stoppe krigen.
’Operation Valkyrie’ er Hollywood-versionen af de glemte, men autentiske begivenheder, og selvom vi alle på forhånd kender slutningen, holdes en forbløffende høj og stabil spændingskurve.
Helt central i højforræderiet var en mand med blot tre fingre og ét øje. Afrikakorps-veteranen oberst Claus von Stauffenberg skulle både udføre selve attentatet og lede statskuppet, og superstar Tom Cruise spiller ham med varierende grader af sammenbidt stolthed. Fint nok, men vi føler ikke rigtig noget for ham, mens en prima stribe briter i biroller stjæler scenerne: Bill Nighy, Tom Wilkinson og en ugenkendelig Eddie Izzard.
I sit superheltefilms-afbræk iscenesætter Bryan Singer stringent og uden sentimentalitet en historisk fascinerende fortælling. Fattig på action men rig på underforstået dramatik – hvis man altså kan sine topnazister, for verdenskrigs-novicer tages ikke ved hånden.