Thousand Threads - A special bundle
DANS
7. - 31. maj 2014
Dansehallerne
Foto: Lorenzo Scaldaferro
En kvinde træder frem på scenen. Nøgen. Buttet. Med kejtede gestikuleringer og mumlende retorik skaber hun en særdeles akavet stemning.
Den særlige, afventende stemning ved et afklædt menneskes tilstedeværelse bliver dog hurtigt afløst af en morsom og afslappet atmosfære. Der er hul igennem. Silvia Gribaudi har fuldstændig styr på hvad hun laver i ’What age are you acting’. Sammen med sin partner Domenico Santonicola formår hun at skabe en forestilling, som både indeholder ironiske klovnerier og ramme alvor. Og det holder.
I støvet efter de to har skabt et brutalt billede med deres nøgne kroppe, pipper Gribaudi med et skælmsk glimt i øjet ”We’re from Italy - we’re very passionate. Maybe too much.” De balancerer som på en knivsæg, uden at få overbalance og styrte ned i distancerende humor. Der er konstant en dygtig ligevægt imellem det bevægende og det grinagtige.
’Thousand Threads - A special bundle’ er et internationalt program, som Dansehallerne har samlet under flere temaer og kunstnere. Deriblandt ’Silver Threads’, hvor de medvirkende er over 50 år. Desværre fortsætter aftenen med ’Journey’ ikke med samme fantasifulde leg og energiske, smittende humør, som ’What age are you acting’ bød på.
En gammel kvinde. En ung mand. Et øjebliks flirteri, som i stedet for at bringe spænding flyder ud og bogstavelig talt bliver en tam gåtur med få forpustede krumspring. Der kunne ske så meget spændende imellem disse to mennesker, men ’Journey’ bliver i stedet en lang, potensløs forestilling uden skyggen af harmoni. Trinene er måske på plads, men kemien imellem de to dansere er ikke til at spotte i noget øjeblik.
Det ér bemærkelsesværdigt hvordan 89-årige Silvia Gribaudi stadig kaster sig ud i halsbrækkende trin i sin høje alder, men det faktum er ikke nok til at holde nysgerrigheden i skak. Det forekommer, som en historie som ikke rigtig vil noget, eller måske en historie, der ikke ved hvad den vil. ’Journey’ bliver en diffus rejse ud i ingenmandsland.