The Grand Budapest Hotel

Wes Anderson har gjort det igen. I 'The Grand Budapest Hotel' fremtryller han en farverig, balstyrisk og temmelig gal verden.

Filmen udfolder sig som et kinesisk æskesystem af historier. En berømt forfatter (Jude Law/Tom Wilkinson) beretter om sit møde med den mystiske rigmand Zero Moustafa (F. Murray Abraham), ejeren af hotel Grand Budapest, engang et storslået kursted for samfundets spidser, nu et forfaldent monument over en svunden tid. Moustafa fatter sympati for forfatteren og fortæller ham historien om sin ungdom og hotellets storhedstid.

Som altid hos Anderson er filmen et overflødighedshorn af fantastiske skuespillere, men det er Ralph Fiennes, der bærer filmen som Monsieur Gustave, hotellets legendariske concierge. Han er en perfekt blanding af det manierede og det åbenhjertige – overlegen, ydmyg og ridderlig på én og samme tid.

'The Grand Budapest Hotel' er en kærlighedserklæring til en svunden tid, til det Europa, der forsvandt i kølvandet på to verdenskrige. Men selvom Zeros fortælling er et kærligt tilbageblik på en tid, hvor kunst og dannelse var i højsædet, er han ikke fanget i blind nostalgi. Gustave er den, der ikke kan følge med en ny tidsalder, han er det strålende levn fra en døende verden. Zero har accepteret forandringerne, men ærer stadig sine minder om den lyse, lykkelige tid, han var en del af i sin ungdom.

Rammefortællingen er gennemsyret af melankolsk længsel, mens selve historien er en underholdende blanding af rablende indfald og kølig sentimentalitet. Andersons visuelle stil er som altid helt særegen, et spøjst filmunivers af stærke farver og store flader. Det giver en kunstig effekt, så man konstant mærker, at filmen er fiktion, der koket holder sit publikum lidt på afstand.

Et langt stykke hen ad vejen føles filmen som en af de højt besungne flødeskumskager fra Mendels, som Gustave indtager filmen igennem. Den synes kun at byde på en skør historie, hæsblæsende action og skønne karakterer. Men til sidst blotlægges den bittersøde pointe, så det giver et lille gib i hjertet. 'The Grand Budapest Hotel' lægger sig smukt i forlængelse af 'Moonrise Kingdom' som en af Andersons bedste, mest rørende film.