Porgy og Bess

Jazzopera, vil nogen kalde det, men ’Porgy og Bess’ er så meget mere. George Gershwins mesteroperaværk er et pragtfuldt og sprudlende blend af hans egne europæiske jazzrødder og den sorte sydstatstradition for blues, gospel og ragtime, komponeret i klassisk operastil.

Ikke bare musikcollagen var kontroversiel, ved premieren i 1935, men hele ideen om en folkelig opera om og med sorte fik det bedre borgerskab til at rynke næsen i sky. Og trods succes – særligt overvældende i udlandet, hvor Det Kgl. Teater i 1943 havde den første europæiske opsætning, som i øvrigt blev nedlagt af nazisterne efter 22 opførsler – blev ’Porgy og Bess’ først rigtigt anerkendt som opera i USA i 1976.

Og opera er det, men stadig en af de få storartede i genren, hvor kun ’Show Boat’ nærmer sig i popularitet. Sorte operasangere er da heller ikke ligefrem i overtal, så Operaen har til denne opsætning allieret sig med New Yorks Opera Noire, der har udlånt omkring 20 ensemblesangere.

Ikke overraskende er dette kor en energibombe af fryd og pragt, og med de mange religiøse appeller og forherligelser føler man sig tættere på himmelen end nogensinde før. Som åndelig leder står Serena – mezzosopran Sabrina Elayne Carten – stærkt og kraftfuldt, endda ovenpå mordet af hendes mand. Hendes solo ’My Man’s Gone Now’ er hjerteskærende smuk.

Morderen Crown stikker af og efterlader en fordrukken Bess, som finder trøst hos Porgy, hvis sind er ligeså forkrøblet som hans krop. Hurtigt vækker Bess kærligheden i Porgy, og de synes at redde hinanden. Men så let er livet naturligvis ikke i det svedne, fattige fiskerleje, så mellem Crowns tilbagevenden, politiets diskrimination og fuskeren Sportin’ Life adskilles de to sjælemager.

I en imponerende og stemningsmættet scenografi af to himmelhøje sydstatsfacader i forfald udspiller ulyksalighederne sig i sindigt tempo og helstøbt stil. Den karakteristiske sydstatsjargon og de glødende sorte stemmer er en unik og fænomenal fryd – med sopran Elizabeth Llewellyn og bariton Derrick Lawrence som Bess og Porgy. Eneste anke er, at nogle få sangere – deriblandt desværre Lawrence – indimellem ikke når deres fulde stemmepragt og drukner i musikken.

De vidunderlige kompositioner er historie i sig selv, for ’Porgy og Bess’ er ubestrideligt den opera, der har skabt flest mainstream-hits: ‘Summertime’, ‘I Got Plenty o' Nuttin'’, ‘It Ain't Necessarily So’ og ‘Bess, You is My Woman Now’. Gershwin er en sand mester i at tilføre selv de sørgeligste emner lyse, lette toner, så undervejs i det tunge skæbnedrama løftes stemningen med humor, frisind og andre festligheder – i eksempelvis ’Oh, I can't sit down’ og ‘I hates yo' struttin' style’.

Mesterligt, ganske enkelt.