Le Grand Macabre

Båt-båt-båt. Så absurd lyder det fra orkestergraven, hvor en stor del af de vanlige instrumenter er skiftet ud med særdeles kreative lydkomponenter. De første er 12 helt almindelige båthorn, og når de trutter til dommedag i ’Le Grand Macabre’, er man advaret: Noget vanvid er på vej!

For fra en anden grav – med rulletrappe – stiger Nekrotzar op med rød hanekam, solbriller og slagterforklæde med teksten ’Dead End’. Han er titlens Store Makaber, og udbasunerer straks sin mission om at bringe verden til fald ved midnat. Verden ser ellers ganske forfalden ud i forvejen i Steffen Aarfings udsøgte scenografi af skæve murbrokker, papskure og skrald. Piet von Pils’ butik har også set bedre dage, men han er også selv forsumpet i druk og lir. Så han vrider sit underliv til det bandageiklædte par Amanda og Amandos elskov i skuret.

Lysten dominerer også i astronomikuplen, hvor der er mere smæk i kikkerten end stjerner på himlen. Mescalina har trynet sin mand Astradamors så han kravler rundt i strut-bh, silkeneglige og nylonstrømper. Hun føler sig forsømt og beder til Venus om en veludstyret mand. Nekrotzar – nu med le og trompet – melder sig, og så er der ingen grænser for liderlighedens lyrik: "Stød hul i mig, pløj mig op."

Ja, Fanden er løs i Breughelland – med hentydning til den hollandske renæssancemaler Pieter Brueghel den ældre. Hans karikerede, kaosbetonede bondemalerier er dog opdateret til storbyslum og anarkiet forstærket med tegneserie-touch. Da Kasper Holtens opsætning fra 2001 havde premiere kort efter 9/11, blev det endnu mere vægtigt med de håbefulde toner og den komiske ånd. Humoren er befriende vanvittig og bidrager optimalt til irrationaliteten. Håbet virker mere påtaget i den gøglede finale, hvor alle tjept enes om livslyst fremfor dødsfrygt.

’Le Grand Macabre’ er ungarske György Ligetis eneste opera – med egne ord: anti-anti-opera – og et moderne hovedværk fra 1978. Hans alternative kompositioner kan høres i Kubricks filmklassiker ’Rumrejsen år 2001’, og der er ingen grænser for hans eksperimenterende noder. Det tikker, hvisler og brager af komplekse tonemønstre i dette vanvidsunivers, hvor hver karakter har sit eget lydbillede. Selv papirstykkerne giver lyd fra sig, og blandt lydelementerne findes dørklokker, skralder, maracas, sirener, gøge- og andekald samt et væld af slagtøj.

Men man bliver altså lidt træt i hovedet af de mange sære lyde, der kun i få minutter giver sangerne melodiske toner at synge på. Men det er klart en smagssag. For orkestret er sikkert styret af Michael Boder, og selvom det kan være svært at høre om der er forkerte toner, så lyder de sprudlende i klang og kraft.

Det samme gælder sangerne, og det danske sprog gør det absolut ikke nemmere. Et par accenter fra de norske gæstestjerner tilfører indimellem de trillende toner, som det danske sprog sjældent formår. Særligt god er den kraftfulde bas Ketil Hugaas som Nekrotzar og aldeles pragtfuld er Eir Inderhaug med sin jammervilde koloratur. Hendes ka-ka-katastroferamte sikkerhedspolitichef lirer ustyrligt meget ordgejl af i top-fortrolig form, som hendes udklædning absolut ikke afspejler: Knaldrød jakke, et kæmpe kragenæb på cap’en og en slags dykkerbrille med telelinse a la flueøje. Milevidt fra andres tolkninger og ekviperinger. Og spritaktuel i flere modus: Informationsoverload, sikkerhedsbrist og alt panik-fobi-angst-paranoia.

I det hele taget et fantastisk persongalleri, der boltrer sig her i Ligetis dommedagsvision, hvor Døden dør mere end nogen andre. Fremaddrevet handling er der ikke meget af, men de fire tableauer er udmærkede billeder på det skæve oprør. Forestillingen mangler de farlige undertoner, som andre opsætninger har i kraft af en overvældende kropsfikseret scenografi. Men vanvittigt komisk absurd-opera rykker også!