Jægerbruden

En revolvertromle med syv patroner er ikke traditionel. Og det er Kasper Holtens nyfortolkning af det tyske nationalklenodie ’Jægerbruden’ heller ikke. Tværtimod et frapperende, tikkende tidsbillede af krigstraumer og præstationspres.

To kæmpe skæbnehjul drejer på scenen: Det ene er konstant, og evigt dominerende – synligt eller usynligt: Tiden gengivet i et imponerende, snurrende urværk af tandhjul, fjedre og viser. Det andet integreres mere konceptuelt i handlingen: Tromlen, hvor patronkamrene har omskiftelige billeder eller motiver – eksempelvis tumler titelkarakteren Agathe beklemt rundt som i et hamsterhjul, med både målskive- og duemotiv.

Det er forrygende tænkt og udført af den eftertragtede britiske scenograf Es Devlin, som Holten har arbejdet med før, blandt andet fra chefstolen på Royal Opera House i London. Og genialiteten stopper ikke der, for helt uudslettelig er den sønderlemmende stemning Devlin får opbygget i den altoverskyggende scene i Ulveslugten. Det løber koldt ned ad ryggen samtidig med at marv og ben gløder af spænding – når jægeren Max indgår sin studehandel og affyrer de første skæbneskud; og når den mørke dødsdynge rejser sig med geværer.

Det er Holtens formidabelt aktuelle tolkning at flytte ’Jægerbruden’ fra skovens overnaturlige uhygge til krigsslagmarkens fysiske og psykiske efterdønninger. Her er det ikke ren djævleskab, der lokker Max, men den traumatiserede soldat Kaspar (tyske Oliver Zwarg). Han og hans medsoldater følges af Samiel (tyske Dirk Aleschus), en slags skæbnemester, der har udefinerbare evner – og 3-4 ådselsøgende kæmpekrager på slæb. Han er sammensmeltningen af originalens sorte rytter (Satan) og fromme eremit (Gud), og hermed bliver skæbnen mere omtvistelig for alle.

Det centrale plot omkring de syv kugler er blevet meget mere komplekst. Patronerne er stadig magiske og særdeles træfsikre, men den djævelskab, der følger med, har Holten vinklet så moderne at de gudfrygtige må korse sig af helt nye rædsler. Men trods de nye temaer om præstationspres og krigstraumer bæres Carl Maria von Webers operahovedværk stadig af kærlighedshistorien om Max (den tyske verdenstenor Michael Schade) og Agathe (en fremragende Gisela Stille), der skal forenes. Forhindringerne er bare blevet mere udfordrende, og dramaet mere nutidigt.

Hvor det moderne udtryk klinger perfekt med den spændingsmættede musik, stemmer det ikke altid overens med den gamle libretto. Det er især de hellige linjer, Holten kæmper imod i sin tilpasning af Samiel-karakteren. Særligt i slutningen kan man blive helt utryg over hvor mange/meget Samiel egentlig styrer – og ikke mindst hvorfor. Præcis som når vi mennesker manipulerer hinanden og forsøger at styre andre mod egen vinding.

En ganske modig konklusion, der forstærkes, når krigsbilledet trækkes indover. Her er oftest tale om den allerstørste forvildelse – før, under og efter. Skabt af frygt, pres og konventioner, der alle fedes af forventninger om præstationsevne – og omvendt. Skæbnehjulene kører.