Napoli

Kærligheden overvinder alt. Sådan har det altid været i ’Napoli’. Også i Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds nytolkning fra 2009 – rykket til 1950erne og fri af gudelige motiver – der nu har repremiere med klædelig stimulus i sidste akt. Alligevel ender det ikke optimalt, selvom man frydes over mere af det, som måske især inspirerede Bournonville under opholdet ved Santa Lucia-kajen i Napoli: Begær og erotik.

Vesuv syder i baggrunden af den charmerende havneflække, hvor et mylder af farverige, spøjse og livlige figurer kæmper om opmærksomheden. Den snupper fiskeren Gennaro og hans udkårne Teresina hurtigt i en ny flirtende pas de deux. Med lige dele nærvær og lidenskab er Alexandra Lo Sardo en sublim Teresina overfor Alban Lendorf, der stilsikkert leverer en forførende og årvågen Gennaro.

I fuld vigør er også den smiskende limonadehandler Peppo med mere end almindelig interesse i mafiaen, og gadesanger Pascarillo, der har tillagt sig fjerboa, rødtop og guldstilletter. De er blandt karakterne, der har fået Fellini-touch af Hübbe og Englund, og den omfangsrige mimik og komik i 1.akt skaber en lystig italienerstemning, der understøtter danseglæden.

Der flirtes på livet løs i ’Napoli’. I alle tre akter – men på meget forskellig vis. Tre akter så forskellige som jord, vand og luft – som scenograf Maja Ravn ganske passende har inddelt dem: Det frimodige hverdagsliv, den mystiske og farlige havgrotte, samt de luftige lag af festlig lykke. Udmærket tænkt og udført, men som helhed lidt ujævn. Den erotiske tråd spirer frejdigt i starten og maksimeres i dybet, men stagnerer i romantisk idyl – med kun en enkelt fræk donna i baggrunden, til mindelse om den evigt lurende drift.

Det er i vandets dyb, man forføres mest. Så enkelt, smukt og sexet er scenografi, lys og kostumer, og begæret smyger sig som en bæven i hjertet. En mystisk og dragende hvisken blander sig med dunkle toner, som sænker Teresina i mørket til havdæmonen Golfo (en fremragende Benjamin Buza) og hans najader. Louise Alenius’ nykomponerede musik smelter sammen med den nye koreografi til en erotisk fortælling om kropsligt begær som basis for den ægte kærlighed. Denne farlige og forføreriske verden reflekterer en følelse af moderne ballet, trods de overvejende klassiske trin og variationer.

Fuldt ud Bournonville bliver det i 3. akt. En klassisk parade af danse, der næsten bliver for ensformige i længden. Trods medrivende soloer særligt i herrerækken af Ulrik Birkkjær, Marcin Kupiñski og Gregory Dean. Teresina og Gennaros nye pas de deux er en fin pastiche til mesteren, men den bringer egentlig ikke noget yderligere til festen.

Til gengæld er 50-stemningen fuldendt med nye kostumer, og italienersjælen spræller igen med den temperamentsfulde tarantel. Det havde været en skæppeskøn afslutning, men desværre skal der overdrives med stammeagtig dans til H.C. Lumbyes galopmusik. Endnu mere malplaceret når nu det moderne brudepar drøner afsted på en Vespa!

Naturligvis er det svært at fifle med de store klassikere som ’Napoli’, og al respekt og cadeau til Hübbe for hans vovemod. Men der er plads til mere Fellini og mere ulmende erotik – særligt i sidste akt. For den optimale følelse af en gennemgående modernisering.