Kærligheden overvinder alt

Det eksploderer i et følelsesmæssigt festfyrværkeri, når dopamin frigives fra hjernen og sendes med raketfart rundt i hele kroppen. Det er en del af opskriften på forelskelse.

Men dopamin er ikke kommet for at blive. Den bliver hurtigt skiftet ud med andre kemiske reaktioner, og følelserne ændrer sig og løber nogle gange løbsk. Der kan forekomme vrede, lykke, glæde, sorg, frygt. Frygt for at miste. Listen er vel nok uendelig. Men det er forestillingen ’Kærligheden overvinder alt’ på Teater Grob gudskelov ikke.

Den anerkendte instruktør Kamilla Wargo Brekling har instrueret og har derudover samarbejdet om manuskriptet med de to skuespillere, som udgør Teater O: Lars Dammark og Anders Valentinus Dam.

De to mænd glider ind og ud af erindringer og erfaring i forsøget på at kortlægge kærlighedens uransagelige veje. Det er ikke så nemt, som det måske lyder, for kærligheden er svær at tøjle og forstå – det samme er de to herrers hensigt med denne forestilling.

Tragedien ’Romeo og Julie’ bliver opført i en gråzone imellem humor og seriøsitet. Det er så forvirrende som det lyder. Det er hverken sjovt eller rørende, når de to granvoksne mænd tumler forhutlet rundt på scenen med forstillet iver og dertilhørende revyagtige grimasser.

Anders er blevet dybt forelsket i Julie. Har han nu husket at gemme hendes nummer på mobilen? Ja, heldigvis! Han hopper i overdreven glædesrus hen over scenen, men hans glæde og lyst stikker ikke dybt nok til at være vedrørende.

Det er nogle gange skægt at blive gjort opmærksom på det åbenlyse – det der med at forsøge at score i byen, den kiksede tavshed på første date, de små klicheagtige bemærkninger. Jeg kan godt fornemme, hvor de vil hen, men anekdoterne når aldrig helt i mål – hverken på den rørende måde eller den komiske.

Der er dog enkelte øjeblikke, som da de parodierer et selvtillids-mantra i al deres nervøsitet: ”Jeg er god, jeg er flot, jeg er lækker.” Forsøget på at være henslængt lækker drukner i neuroser a la Woody Allen, og når de rammer den feeling, så holder det. Men det sker desværre alt for sjældent.

Dette stykke er en kombination af love-coaching for præpubertære drengerøve og halvsøvnige anekdoter om den kærlighed, som efter sigende skulle overvinde alt.