Heidi

Er det glædespiger, som tager imod os med et småfordrukkent "heeeeej"? Både og.

Røgen hænger tungt i luften, og de insisterende drum’n’bass beats eskorteres ud i rummet af diskokuglens blændende refleksioner. Her lugter lidt at brændt svinekød.

Heidi (Sara Hjort Ditlevsen) dingler rundt på scenen med en både forførende drilsk og barnagtig naiv attitude. Spiser pølser, ryger fede, smyger sig om en umættelig Simon Spies (Olaf Højgaard).

Højgaard skaber en helt speciel atmosfære omkring sin karakter, som før er afbilledet på teater og film. Højgaard er ikke klædt ud, men blot med Spies' ansigt på sin t-shirt. Stemmeføring, fysik og dialog er ramt så godt, at der slet ikke er behov for et kostume eller sminke. Dialekten såvel som dekadencen er spot on.

Figuren Heidi bygger på en virkelig morgenbollepige hos den virkelige Simon Spies. Bag stykket 'Heidi', og med på scenen, er Anika Barkan fra performanceduoen CoreAct – og Anika er den virkelige Heidis virkelige søster. Lillesøsteren, som husker Heidis tilstedeværelse i bidder. Hendes fortryllende opture og ligeledes de fatale nedture. En nysgerrig søster. En vred søster. Vred på den mand, som for alvor ødelagde Heidi.

Anikas kollega Helene Kvint er det ene øjeblik gimpet glædespige og det andet øjeblik en lidt for festlig mor – overgangen fra det ene til det andet giver et indtryk af hvilken rolle, Heidis og Anikas mor har spillet for de to søstre i deres liv.

Skuespillet stopper i glimt undervejs, for lige pludselig har spillerne lyst til at ytre deres uforbeholdne mening om historien, de sammen er ved at udleve. ’Heidi’ bevæger sig på et meta-plan, som giver en ekstra dimension, og der bliver givet spillerne lov til at stille spørgsmål til søster Anikas hensigt med at skabe denne forestilling.

Det bliver nemlig ikke mudderkastning, som man måske kunne frygte, men en ærlig beretning om en del af Simon Spies’ liv, som betød meget for ham – ikke blot hans morgenbolledamer, men kvinden der gjorde en forskel, nemlig Heidi. Og der bliver ikke lagt fingre imellem.

En smuk, væmmelig, inderlig og absolut velspillet oplevelse som rækker ud over den lille kasse, som er teatret, og tør at udfordre sit publikum i grænselandet imellem drøm, minde og virkelighed.