Jeg er ikke mine egne snørebånd værd

På en båd med retning mod Furesøens midte synger tre underskønne kvinder publikum ind i en drøm.

Placeret på lange træbænke og græs mellem tæerne får vi indpakkede chokolader og skåler i vin. Det danske flag blafrer i vinden og solen får havet til at lyse.

Det Flydende Teaters forestilling er i år et stykke musikdramatik fortalt gennem Henrik Nordbrandts digte, dagbøger og noveller.

Udstyret med en picnickurv med røde pølser, overskæg og ketchup-flasker til at tisse med folder de tre kvinder (Özlem Saglanmak, Anne Vester Høyer og Rosa Sand Michelsen) forfatterens ord ud.

De hedder alle tre Henrik og taaaaler som man gjorde for halvtreds år siden. Om tissesex og grækere. Kritik af religioner, ensomhed og depression, forelskelse og forår og smuk, smuk kærlighed.

Blandet op med sange, der får tårerne til at trille og rock'n'rollsejlads der forvandler båden til en Harley Davidson, fortryller de tre Henrikker os. Deres ord giver fællesskab og genkendelighed og tryghed og man føler sig mærkeligt hjemme og blandt gode venner.

Der bliver holdt taler fulde af pludder-pladder og hvisket store sandheder i badekåber og pludselig er det hele slut. Om der er gået tre timer eller få minutter ved jeg ikke.

Uden at have læst et ord af denne hr. Nordbrandt, føler jeg pludseligt jeg kender ham. Jeg ville ønske jeg skulle sidde i hans båd og drikke hvidvin hele sommeren.

Opfyldt af ukrukkede ord og en brusende og boblende fornemmelse forlader jeg kajen og håber at alle tre Henrikker ved at de i sandhed er deres snørebånd værd.