Oblivion
SCI-FI / ACTION
Premiere 11. april
Vi vandt over de invaderende rumvæsener ved at nuke vores egen planet til ubeboelighed og måtte så selv tage videre i solsystemet. 60 år efter krigen er kun enkelte mennesker tilbage for at beskytte udpiningen af den nu måneløse jordklodes sidste ressourcer.
Tom Cruise udgør et effektivt team/ægteskabeligt par med Andrea Riseborough. Deres hukommelse er slettet for deres egen sikkerheds skyld, og mens han patruljerer de postapokalyptiske rester af New York, og savner noget, han aldrig har kendt, bliver hun på basen og undertrykker enhver trang til at stille spørgsmål.
Da en gammel rumfærge styrter ned med Olga Kurylenko, er hun dog bare så underligt bekendt. Trekantsdramaet er uundgåeligt, ligeså ophvirvlingen af glemslens støv over fortiden.
Efter den pivflotte, men uengagerende 'Tron: Legacy' har Joseph Kosinski fået lov at filmatisere sit eget tegneserie-forlæg. Og det gør han med et helt klassisk stykke Tom Cruise i et helt klassisk stykke sci fi, der straks sætter ind med fantasifuld fremtidsmekanik og fascinerende fremtidslandskaber.
En insisteren på at blande op med gammeldags filmtricks giver pote, ligesom det superstilede setdesign. Fremtiden er måske grum, men virkelig lækker at kigge på, og sådan en skypool vil vi også have!
Kosinski gør det også med en langtrukken overtydelighed i varslerne om, at ikke alt måske er, som det ser ud – især hvis man ikke har kunnet undgå en filmplakat på vejen ind i salen og ved, at en rebelsk udseende Morgan Freeman skal dukke op på et tidspunkt.
Både i billeder og plot hyldes og genbruges ivrigt en hel stribe af din yndlings-sci fi (at remse op spoiler for meget), men ikke uden overraskelser undervejs. Og selv om historien pludselig bliver tilfreds og slutter af traditionelt, gennemforklaret og semilykkeligt, så har det været uafbrudt underholdende at hænge på så længe.
Det, og den visuelle styrke, forhindrer 'Oblivion' i selv at glide ud i den glemsel, der ellers unægtelig truer.
Nå ja, Nicolai Coster-Waldau... hans hidtidige Hollywood-højdepunkt er med lidt god vilje filmens femtestørste rolle. Ud af et maincast på seks. Få minutters skærmtid, en håndfuld korte replikker, flot 'Game of Thrones'-fuldskæg.