Æblet

En lille dreng i kjole. Det kan få folk op på barrikaderne. Sidste sommer var der heftig debat om 3-årige Herberts kjoleglæde. Nu inviterer Edison-teatret til debat i børnehaven Æblet, hvor kjolesituationen bliver katalysator og eskalering til en hetz mod pædagogen. Alt for børnenes bedste?

Nej, faktisk aftegnes mere et billede af fordomme og forestillinger om det perfekte forældreskab. Det er totalt tidstypisk at forældre går i selvsving med at kontrollere og influere på deres børns opdragelse i institutioner. Perfekte børn afspejler perfekte forældre, ik?

I Kari Vidø og Claus Flygares version af enhver pædagogs vanvidsmareridt har de karakteristiske forældretyper fået et skud overdrev. Særligt vellykket er Claes Bangs spradebasse af en håndværker, Marijana Jankovics følelsesflagrende karrierekvinde og Troels Thorsen som den receptive del af et bøssepar med hang til italiensk.

Alle karakterer - inkl. pædagogen - bærer deres uundgåelige rolleklicheer fint, så man husker de syrede udfoldelser mest af alt.

Det er for eksempel forældrefesten, hvor alle er vældigt fulde af punch (håndværkeren har hældt hospitalssprit i). Her er fællessang med futtog, sex i hjørnerne og en (mini)guitar-version af ’Like a Virgin’ - virkelig tullet og sjovt. Ligesom en biljagt på trehjulede cykler og en marcipanbrødsforførelse med fingre i munden.

Den skæve pointe i ’Æblet’ er nemlig legen med roller og karakterer. Og alt i legetøjsform og -størrelse. Selv den naivistiske og kreativt velfungerende scenografi af Maja Ravn.

Alle får udlevet deres indre barn her. Det’ total børnehave! Voksenlege i forgrunden og børnelege i baggrunden. Skuespillerne glider snildt fra børneudtryk til voksenvirke, og når forældrekampen går højest er det oftest med barnagtige tendenser.

Det er ganske forfærdende så ensartede børne- og voksenmønstre kan ses: At finde noget på hinanden og rakke ned, mobbe og afpresse sig til overmagt og sejrshyl. Her er leg og ballade, hykleri og hysteri, men man er på intet tidspunkt i tvivl om alvoren og virkeligheden bag det hele.

’Æblet’ er hyperrealisme med leg, vid og bid - og herligt at ingen er bange for at skeje ud med barnlig vitalitet. Selvom forestillingen skrider lidt i nogle handlingstråde (især de to gifte kvinder), og andre er for underudviklede (krimi i børnehaven), så er det skønt skråplan.

Til grin og debat. Med eller uden kjole!