Selskab / Sidste nat

Selvom der var varslet storm, vover jeg mig alligevel hen til Understellet, hvor 'Sidste Nat', Mammutteatrets sidste forestilling i trilogien 'Selskab', tager sit udgangspunkt. Festen med temaet Noas Ark er godt i gang, da stormen opgraderes til en orkan og vi må søge ly et andet sted. Heldigvis har Susanne Thomsen (Tina Gylling Mortensen) netop fået stormsikret sine vinduer.

Aller nådigst får vi lov til at sidde mussestille i den store lejlighed på Nørrebrogade, mens stormen løjer af. Peter, Susannes eksmand (Christian Mosbæk) er kommet forbi med en flaske rødvin og forloren hare, for at de sammen kan skype med datteren Marie. Luften er tyk af usagte ord om Susanne og Peters forliste ægteskab, og om Susannes forhold til Marie.

Publikum sidder overalt i lejligheden, og iagttager den akavede situation i at være tilhører til et personligt og afslørende familiedrama. Og med ét vender forestillingen fra et familiedrama til en fortælling om overlevelse i skyggen af det religiøse udgangspunkt i Noas Ark.

Karaktererne er langt mere komplekse end Mammutteatrets regelsæt om 60 minutters teater kan rumme, desværre. I løbet af en time startes så mange forskellige fortællinger, at man forlader teatret en smule uforløst og sulten på mere.

Som et dramaturgisk festfyrværkeri eksploderer den ene gode ide efter den anden i hovedet på et intetanende publikum, der bare suger til sig i mørket. Man føler med karaktererne, arbejdsnarkomanen Susanne, der intetanende får invaderet sit hjem af 40 publikummer og hendes eksmand, som måske alligevel har fortrudt at han var flyttet. Datteren Marie der nægter at tale med sin mor, fordi deres værdier så drastisk strider mod hinanden. Og så en række andre karakterer som ikke skal nævnes her. Det er uhyggeligt, mørkt og modigt.

'Sidste nat' er en lille overraskende gave fra holdet bag Mammutteatret, som med få, effektive virkemidler både får os til at grine og gyse. Til at undres og til at holde af det ambitiøse teaterprojekt 'Selskab'.