Sidst på dagen er vi alle mennesker

”Jeg kunne godt ha’ åbnet mig noget mere, men det er svært, når man ikke kender kriterierne for åbenhed,” påpeger Marijana Jankovics ekspertkonsulent overfor psykologen i ’Sidst på dagen er vi alle mennesker’.

En håndfuld eksperter, partnere, og seniorpartnere i et konsulentfirma med 80 timers arbejdsuge og småproblemer på hjemmefronten taler på skift med den anonyme psykologskikkelse, som er placeret på første række blandt tilskuerne i forbindelse med et forskningsprojekt. 

Hvad siger man til en psykolog, når man er toptjekket konsulent, fuld af selvbevidsthed, power og et højt refleksionsniveau? Man siger til dels det, man tror, psykologen gerne vil høre og distancerer sig fra sine dybeste følelser. Som publikum kan vi spejle os i alle de små løgne, vi som mennesker fortæller om os selv, de selvbilleder vi har for vane at fremstille for omverdenen, og vores livsfilosofier vi påstår at leve efter. 

Alt det kommer frem, men subtilt og mellem linjerne, når samtalen med psykologen bliver omdrejningspunktet. Fuld af selvbedrag og små selvmodsigelser, som folk er flest, når vi får lov at fortælle vidt og bredt om os selv til mennesker, vi ikke kender.

Jankovic er kvinden, der elsker sit job som ekspertkonsulent mere end sin mand. Det fortæller hun os ikke, men man læser hende så tydeligt mellem linjerne, når hun fortæller psykologen, at han har for meget fritid og ser ’Vild Med Dans’. Claes Bang spiller en forsigtig, men perfektionistisk mand med årets bedste salgstal, men som sprudler mest, når han taler om termitter, myrer og dyreliv generelt. 

Og så er der Simon Sears i rollen som den lettere kyniske og udtryksløse chef Allan, der er fuld af lommefilosofi om vilkår på arbejdsmarkedet, internationale samfundstilstande og hvordan man bør fremstå, hvis man vil frem i denne verden. Han modsiger sig selv mange gange, men på grund af hans skråsikkerhed, opdager han det ikke selv. 

De tre skuespillere deler flere roller imellem sig, og så skiftes de til at være psykologen nede på første række i glidende elegante overgange mellem scenerne. Konsulenterne er placeret i en scenografisk rødglødende pyramide, hvor der ikke er sparet på symbolikken. Karrieren er som et hierarkisk bjerg, der skal bestiges. Symbolikken er til tider for tyk.

Skuespillernes karismatiske uimodståelighed i stærk symbiose med karaktertegningerne er til gengæld den ilt, der i en lind strøm puster til bålet og holder mig tæt til ilden hele forestillingen igennem. Deres finføling, nærvær og underspillede humor i ordvalg og gestik sørger samtidig for, at forestillingen ikke blæser sig så meget op, at lyset slukkes. Der er små finurligheder i samtlige personers karaktertegning – og man trækker på smilebåndet, når man opdager dem.

De spiller alle tre overbevisende og troværdigt. De kan levere replikker så ordene løfter sig fra papiret. Manden bag teksten er forfatter Kaspar Colling Nielsen, og han har gjort det godt. For ordene lyder som skuespillernes egne. Fuld af sproglige trivialiteter, man hører i erhvervsverdenen. Komikken ligger netop i det genkendelige. Forestillingens dybde ligger i alt det usagte. 
    
Tematisk er der dog ikke noget nyt under solen i en aldeles velkendt problematik om at jonglere karriere, fritid og familie. Forestillingen tilbyder heller ingen nye horisonter eller vinkler på et samfund, hvor stress efterhånden betegnes som en folkesygdom. Men man skal heller ikke underkende værdien i at være virkelig godt underholdt af charmerende skuespilleres medrivende karaktertegning og tekstleveringer.