Robin in the Hood

Jeg har fået en ny hat. Af papir, selvfoldet, latterligt uskøn og nærmest ubrugelig. På Nørrebro Teater vil man nemlig gerne stimulere og motivere publikum, så op til pausen på 'Robin in the Hood' fik vi udfordringen: ”Fold en hat. La’ vær’ at være en hat”.

Der er finanssatireshow på agendaen: Tag fra de rige og giv til de fattige. Robin Hoods velkendte mantra gungrer med reggae, akrobatik og stand-up. Det er fornøjeligt og festligt, men der mangler den rette balance med alvoren, og min Hood-hat er det mest interessante jeg får med hjem.

Hatten er også populær på scenen, hvor et energispruttende firkløver skiftes til at udfolde sig som en moderne Robin Hood: Stand-up’ere Lasse Rimmer og Christian Fuhlendorff samt breakdanser Sonic og akrobatdanser Christel Stjernebjerg. Bandet med Wafande og Pharfar i front har også tillagt sig lidt Hood-manerer, så de ellers bløde reggaetoner får passende oprørsklang.

De er alle rykket ud i Sherwood-skoven for at finde en ny form for friværdi. Ingen statusopdateringer, intet regelrytteri, nul hierarki. Næsten da. For møder skal der holdes, de uskrevne regler hober sig op, og Robin Hood fører sig frem som skovens storaktivist. Det går ikke ustraffet hen – og den nye junglelov dikteres af den store pegefinger og elektronikken i det skjulte.

’Robin in the Hood’ er skrako (skuespil, rap og komedy), når det er mest overfladisk. Underligt, for der må være debat og satire nok i finanserne. Og masser af heltekomik i den grønne retfærdighedskæmper. Men i mixet af energibomber som stand-up, dans og musik mister man ofte en del af alvoren og falder i pladderbøtten. Så Robin og co. joller fra netbank til bueskydning uden meget ræsonnement.

Rimmer og Fuhlendorff rabler derudaf, og når komikken bliver fysisk er det både godt (hvervedansen) og skidt (troldedagen). Onsdagsmøderne med drøftelse af gemmehuller vs. skidehuller er møgsjove, og sketchen om vores pengeløse samfund er topdollar. Værre er det med havenissen Stig Elling, Lady Marion som reality-kliche og et fjollet splatterdødsscenarie.

Stemning betyder alt på NBT. Og den er helt i skoven, hvilket her betyder højkomisk fest. Bandet gør sit for at få stemningen i top. ”Helt op i skyerne” og ”Hænderne op i himlen” synger Wafande, og topper det med ”Det skal nok gå”-fællessang. Hvilket er for meget, især fordi man som publikum hurtigt bliver pillet ned igen for engagementet med sang og hænderne oppe. For nej, nej, nej… det duer ikke, at vi bare afventer inaktivt, imens magtfolkene lover at ”denne plan virker på den lange bane”.

Jeg føler mig overhovedet ikke klædt på til at tage kampen op mod finanskrisen. Min papirhat holder jo hverken til rusk eller slud, og inden måneden rinder ud, er den glemt. Som det meste af ’Robin in the Hood’. Finanskrisen glemmer jeg ikke så nemt, den kradser og presser hver dag. For de rige giver ikke til de fattige. Som Fuhlendorff udtrykker det: ”Der bliver kun slået nedad, vi skal slå opad.” Pointe leveret, motivering udført (hat), aktivering ønskes.