Hey Jude

Forvandlet eller forvrænget? Endnu en portion Beatles-sange har fået en tur i vridemaskinen – og vindmaskinen – af musikteatermestre Nikolaj Cederholm og Brdr. Hellemann. Det er både godt og skidt. For det er naturligvis svært at overgå den seksstjernede teatermagi, som de skabte i 2009 med ’Come Together’ på Østre Gasværk.

Med tårnhøje ambitioner og Nordisk Film Live-millioner i ryggen er ’Hey Jude’-showet rykket ind i Forum – med prædikatet den største danske teaterkoncert nogensinde. Og det ER stort og spektakulært, men desværre også overload. For når man skal nå over 4.000 publikummer pr. show, skal der være en vis volumen. Og det er der over hele linjen: Musik, stemmer, scenografi og kostumer.

En dominerende rolle er tildelt noget så ustyrligt som vind, og det er ganske imponerende som ting flyver, pumpes op, flagrer og bølger. Især de kreative kostumer af Anja Vang Kragh nyder godt af forandringens vinde: 20'er-luksus får glamrock-attitude, og blid boheme bliver til skør cirkus. Indimellem skal der wires og kæmpekran til svæveriet, men så flyver sangere og musikere med træ, containere, sofa og andet interiør. Herligt fuld af fantasi og kuriositet. Man overraskes, forundres og forføres – og glæder sig til næste påhit.

Men større og vildere er ikke altid bedre. Og problemet er som til mange mega-koncerter: Man blændes af showet, men savner intimiteten og fordybelsen. Fint nok, at der ikke er en overordnet historie, men flere af sangnumrene burde være småhistorier skabt på Lennon og McCartneys tekster. Nogle følelser og noget poesi. Det er jo det, der er teater. Ellers bliver det mere koncertshow end teaterkoncert.

Kun få gange nærmer showet sig noget forvandling, der går ind under huden. I særklasse er Cecilie Stenspils ’Oh! Darling’ inde i en kæmpe plastikboble, som Mark Linn forsøger at trænge igennem ovenfra i duetten ’I Want To Hold Your Hand’. Linn brillerer også i ’A Day In The Life’, Jimmy Jørgensen gør ’Can’t Buy Me Love’ til en sjælfuld ballade, og Pernille Rosendahl leverer en skønskarp version af ’Lucy In The Sky With Diamonds’. Og så er en ny stjerne skabt i 19-årige Jaleesa Johnson, som synger titelnummeret til himmels.

Forvrængningen sker eksempelvis, når Laus Høybyes stemme manipuleres, guitaristerne spiller det samme seje riff igen-igen, eller en påklistret slutsang forplumrer den smukke ’Hey Jude’-stemning. Hvor meget man end elsker at blive forblændet af så fremragende et ensemble og deres forrygende show, så mærkes hele klimaksjageriet som sanselammelse. Som om tyve mennesker har råbt ’She Loves You’ til døde, og man efterfølgende ikke kan føle poesien i ’Blackbird’.