Circus of Life

Who wants to be pure?

Du skal nødig gå hen og blive grå og kedelig. Ligner du alle andre, må du straks ty til dit ekstraordinære alter ego. Om det så kræver at du køber et par nye sko til hver fest, fylder din krop med plastik og begår et par af de syv dødssynder, så har du blot betalt den nødvendige pris.

Og glemmer du dine medmennesker på vejen? Fuck it, just do it, take control of your life and follow your desires! Sådan lyder tematikken i den oplevelsesrige forestilling 'Circus Of Life' som i øjeblikket spiller i Dansehallerne.

En kvinde (Tiziana Fracchiolla) og en mand (Alexandre Bourdat) smelter sammen til én bevægende masse, som ved hjælp af en håndfuld sjove rekvisitter, giver et bud på, hvad vi mennesker går og gemmer på.

Der er taget fat på de helt store psykopatiske træk. En forvildet sjæl sender hovedkulds et kærlighedsbrev, skrevet i sit eget blod, til en massemorder og opfordrer ham til tage flere liv. Adskillige mennesker går forbi et barn, dræbt i trafikken, uden så meget som at løfte et øjenbryn.

Det ligger umiddelbart langt fra det almindelige menneskes selvopfattelse. Men turen kommer også til os, vi slipper ikke så let.

Vores hverdagssynder bliver beskrevet i kapitlet om fråseri, hvor et plastikkontinent er dukket op i Stillehavet, som et resultat af vores daglige forbrugsvaner, shoppingtendenser og "køb og smid ud"-kultur. Vores forældede mobiltelefoner og andet elektronisk skrald sendes til de afrikanske sletter, så vi slipper for at svømme rundt i vores eget lort.

Dystert, tungt og nærmest irriterende velkendt kan det her forekomme, men i 'Circus of Life' er den dårlige samvittighed æltet godt ind i en humoristisk dej.

Vi føler os, trods de slående sandheder, uskyldige. Vi kan stå på sidelinien, grine af freakshowet og ryste overbærende på hovedet over ”mennesket”, som var vi af en helt anden art. Det er stykkets fænomenale styrke. Alt dette båret alene af de to dansere, som tager os på en skarp rejse gennem følelsesspektret.

Hele seancen slutter med uskyldig kærlighed, i form af et smukt og rørende kram mellem de to dansere. Hun knuger sig ind mod hans bryst, han kysser nænsomt hendes hår og lægger hagen forsigtig på hendes hoved. Lyset går langsomt ud.

Der har hverken været kedelige sekvenser, løftede pegefingre eller andet fordømmende over stykket. Derfor kunne slutningen sagtens have tålt lidt mere plads og pointe.

Tænk hvis de i cirkus pludselig slukker spottet, og du får at vide, at du skal gå hjem. Nej, der skal sgu være musik og elefanter og vinkende folk i fine dragter i et brag af en æresrunde. Krammet er bestemt en smuk slutning. Det adskilte sig dog så meget fra resten af stykket, og varede så kort tid, at vi næsten ikke nåede at få det med.

Nu tager de mig måske ved næsen. Jeg vil se mere og bliver grådig. Who wants to be pure? Jeg er efter denne oplevelse heldigvis blevet en lille smule mere uskyldiggjort.