Play

Uskyldig leg eller alvorligt spil? Når man leger, er det for legens skyld og formentlig uden at tænke over et endemål.

Men når man spiller - en rolle eller et spil - er det oftest med tanke på et mål, en bestemt afslutning. Således markerer svenske Ruben Östlund allerede med titlen en del af den begavede dobbelthed i hans fortræffelige dokudrama ’Play’.

”Ungt gäng anholdt for over 50 røverier.” Overskriften på en af de avisartikler, der sammen med sagsakter og interviews har dannet grundlag for ’Play’. Om 12-14-årige drenge med indvandrerbaggrund, der har røvet jævnaldrende med manipulerende leg og aftalt spil som effektive, repeterende metoder. For eksempel lillebror-finten og good cop vs. bad cop- fidusen.

Endnu mere udspekuleret er slængets bevidsthed om deres etnicitet og de medfølgende fordomme, som de udnytter til deres fordel. Vender deres vanlige rolle som underhund til overhund.

For ingen tør indrømme eller vise racistiske tendenser, og skamfuldheden breder sig hos både børn og voksne over at være en del af det racebevidste scenarie.

Östlund er blandt de fremadstormende nye skandinaviske instruktører, og ’Play’ har ligesom hans forrige film ’De ufrivillige’ vakt opsigt i udlandet - blandt andet via Europaparlamentets LUX-pris.

Med et relevant emne og en pågående stil indbyder ’Play’ til eftertanke og diskussion - på tværs af landegrænser. Indimellem er der dog lige lovlig meget skolemateriale over det objektive udtryk, og sidehistorierne med indspark af humor er for flagrende. Kun den spøjse toghistorie om en efterladt vugge er velfungerende og har sin pointe.

Her er absolut ikke fair game, spillereglerne kan laves om undervejs, som forholdene ændrer sig.

Banden går resolut efter målet: det materielle udbytte, ja, men i endnu højere grad den følelsesmæssige gevinst ved at være sine jævnaldrende overlegne. De kan li’ spillet/legen - for pokker, de er jo stadig børn!

Derfor er filmens magtbalance en sand genistreg, da den primært baserer sig på følelser og social interaktion via leg eller alvor-præmissen.

’Play’ er en væsentlig og vedrørende film - et rungende skrig om opmærksomhed og anerkendelse. For de forsømte børn - og for den stigende ungdomskriminalitet.