Jiro Dreams Of Sushi

God, gammeldags japansk perfektionistisk disciplin har altid fascineret vesterlændinge. Hvis man spørger den 85-årige Jiro Ono, der har lavet nigiri sushi i over 70 år, så kan hans smukke, håndlavede mesterværker stadig blive lidt bedre.

Den relativt unge instruktør (f. 1983) David Gelb har gjort en dyd ud af nødvendigheden af at filme i det mikrokosmos, som restauranten er. De ekstreme close-ups af ris, fisk og soja, der kærligt bliver penslet over et håndrullet stykke sushi, kan få omtrent ethvert smagsløg til at skælve i forventning.

Jiros lillebitte, trestjernede (!) sushirestaurant i Tokyo er meget lidt prangende, men ikke desto mindre den bedste af sin slags. Jiro siger selv: ”Man må elske sit fag og man må overgive sig til det. Arbejde hårdt. Men først og fremmest elske det. Ellers bliver man aldrig god til det.”

Hele tiden skære ind til essensen, blive dygtigere hver dag og måske en dag at mestre det helt rene udtryk – det er noget af det, som japanerne kan som ingen andre. Og Jiro-san især. For eksempel bliver det til over 200 bradepander omelet, før Jiro er tilfreds med en ung koks anstrengelser. Et lille anerkendende nik fra mesteren, og den unge man er ved at sprække af stolthed.

I denne dokumentar forsøger den amerikanske instruktør David Gelb at indfange sjælen i Jiro – og i sushien. Man fornemmer, at hans selvførte og dvælende kamera får fat i noget, også selvom den kulturelle og menneskelige afstand er til stede. Håndværket bliver både i bevægelse og nærbilleder præsenteret smukt og fermt.

Hans to sønner er gået i hans fodspor, den ene med sin egen restaurant. Man mærker, at det har kostet disse to granvoksne mænd meget at overgive sig til faderens hårde arbejdsetik, men også at de har taget deres skæbner til sig.

Yoshikazu, den ældste af sønnerne, der som over 50-årig stadig arbejder for sin far, filosoferer, mens han håndryger tang over et lille kulfad udenfor restauranten. Han er kommet frem til, at man kan arbejde sig til meget, også til anerkendelse, men at man skal have talent for virkelig at lykkes med noget. Ellers kommer man ikke det sidste stykke.

Vi følger de to sønner, de beundrende gæster, madanmelderen og de ukuelige aspiranter, der alle øser af deres næsegruse beundring for den utrættelige lille mand, der udstråler lige dele jernhård disciplin og humor, alt efter hvilken side af disken, man fanger ham på. Filmen får ekstra liv, når den kommer ud af restauranten og ud på fiskemarkedet.

At stræbe perfektion i selv det mindste, koster. Men tilfredsstillelsen, når man når det, er hele rejsen værd.