Scener fra et Ægteskab

En mand og en kvinde. Johan og Marianne. Et langvarigt ægteskab med børn og båd og hus og ferier og søndagsmiddage og teaterture og samtaler og biler og vin og hvad der ellers hører til i to midaldrende liv.

De virker tilfredse. De har det godt. De har det i hvert fald fint nok og okay og udemærket.

Marianne (Ditte Hansen) kan dog mærke at de har tabt noget. At der skal ske noget. Hun prøver at dræbe den følelsesløshed der har sneget sig ind og sidder mellem dem i designsofaen om aftenen. Hun ringer afbud til søndagsmiddagen hos sin mor, hun holder pause med præventionen, hun prøver at italesætte sine behov.

Det gør Johan (Jens Jørn Spottag) ikke. Indtil han en dag gør. Og rejser til Paris med den unge, smukke Paula. Mariannes reaktion er hjerteskærende.

Herfra kender vi historien. Ulykkelige børn, en ulykkelig mor. Senere også en ulykkelig far og mand. Skænderierne er grusomme, beskyldningerne endeløse. Hudløst ærligt sætter de tænderne i hinanden og med en voldsom ligegyldighed river de hinanden til blods.

Forestillingen er sat op som et glansbillede der langsomt rives itu. Et dukkehjem der langsomt brændes ned. Musikken er en smule spøjs. De muntre, lette melodier modvirker den grufuldhed der udspiller sig på scenen og forstærker ikke oplevelsen, men latterliggør den derimod en smule. Det tager dog ikke modet fra skuespillerne der flittigt indligger nerve og alvor i hvert et blik. Et blik som har de kendt hinanden i tyve år.

Da Ingmar Bergmans tv-serie rullede over skærmen i Sverige i 1973 steg skilsmisseraten i villakvartererne, og aldrig har jeg set en smukkere udvikling end hos den forladte Ditte Hansen. Selvudslettende og behagende bliver hun forladt i sit konede tøj med en hjerteskærende selvopofrelse. I anden akt forløses hun, smuk og stærk og selvstændig og forhåbentligt mere lykkelig.

Stykket handler ikke kun om to menneskers midtvejskrise. Ingmar Bergman har skrevet så elegant, at kritikken omhandler idéen om ægteskabet. Idéen om den opofrende mor. Idéen om hvad et godt liv er. Det er i hvert fald ikke to biler og en båd.