Hvem har æren?

Æresdrab som skarp vanvidskomedie? ’Hvem har æren?’ er et familiedrama om en klassisk æreskonflikt instrueret af Reumert-vinderen Rolf Heim i form af en slapstick-komedie. Radikalt og modigt – og bragt helt frem foran et målløst publikum i lysstofrørenes ulideligt skarpe skær.

For målløs er man, når man er vidne til familiens skam, dér hvor det gør rigtig ondt. Patriarken (Jens Jørn Spottag) sværger, at hans utro datter (Rikke Lylloff) må dø, og historien begynder, hvor de to yngre patriarker in spe, broderen (Martin Bo Lindsten) og ægtemanden (Benjamin Kitter), er kommet hjem efter en succesfuld dødsjagt på den ulyksalige elsker. Pistolen svinges lystigt rundt af hele det mandlige indvandrerselskab, mens moderen vegeterer sammenbidt over de skrællede kartofler. Kun hendes løftede øjenbryn genkender vi, for hvad er det for et vanvid, denne familie rummer?

Det varer dog ikke længe, før publikummerne én efter én læner sig frem i stolene på Teater V af bare latter! Så fint karikeret spiller de medvirkende, at man overtales og indlulles i vanviddets familietragedie. Selv ikke politiet kan vi tage seriøst, når de forgæves vil kommunikere med indvandrerfamilien, som svarer – men intet forstår.

På sikker, lattermild afstand ser man efterhånden menneskene bag følelserne, når kulturerne og historikken rulles ud. Den østrigsk-baserede syrisk-kurdiske dramatiker Ibrahim Amirs tekst fortæller os med humor og bid, hvad der egentlig er på spil, og teksten bærer konflikten frem, hvor vi får ondt, mens vi griner af den. 

Vi griner af det det sorte hul i midten af det hele, afgrunden i mennesket, fint illustreret af scenografien. Afgrunden, som får os til at handle efter egne smålige behov for at være først og bedst og mest korrekt – for hvad mon naboerne siger? Det er barsk humor om det sorte ego, som til sidst vækker en vis sympati. 

Især for den desperate familiefar, så forrygende spillet af Spottag, der panikdanser henover scenen foran rygende pistoler og opsætsige unge. Mændene er skiftevis voldsomme diktatorer og i ren panik – de gamle, udslidte hanelefanter, som tynges af at skulle gøre det korrekte. Altså må kvinderne gøre, hvad mændene ikke evner under det moralske åg. De må redde dagen, eller konflikten i hvert fald, ved at tænke helt ud af boksen – og det sorte hul. 

Rolf Heim har med rette modtaget en Reumert for sin instruktion af denne forestilling fra Odense Teater (samt ’Arne går under’ på Bådteatret). Og det er bestemt også teksten og menneskene, der giver fortællingen liv. Men med så modig og moderne en fortælling ønsker man sig endnu flere farver i teaterpaletten. Opsætningen bliver lidt for minimal i sin visuelle gengivelse af familiens skød, som vi længe er i tvivl om hvor befinder sig. Måske er det heller ikke afgørende. For når alt kommer til alt, er ’Hvem har æren?’ vildt underholdende og eminent spillet. Med et drøn af en afslutning.