Dame, Konge, Es, Spion

En befriende rejse tilbage til spion-genrens betændte rødder. Filmen er et studie i bedrag, dobbelt bogholderi og brunt.

Til engang, hvor spioner gik i tweed, røg smøger og hverken havde elektroniske gadgets eller computere. Hvor jerntæppet lå som en solid næve tværs gennem Europa og spionage var beskidt arbejde. Men nogen skulle jo gøre det.

Chefen for den britiske efterretningsstyrke (John Hurt, med det sigende kaldenavn Control) får mistanke om en dobbeltagent placeret i sin umiddelbare nærhed. Han tildeler de mulige emner dæknavne, og må træde yderst varsomt for at få vedkommende ud af busken.

Missionen lykkes ikke i første omgang. Control og hans højre hånd George Smiley (en fænomenal Gary Oldman) træder af. Men Smiley må gå ind i tjenesten igen, inden dobbeltagenten får krammet på den britiske intelligence.

Langsomt og labyrintisk væves det usynlige net, der skal vise, hvem der er Dame, Konge, Es…og spion.

Det er en fascinerende fortælling. Solidt placeret visuelt og stemningsmæssigt i en ikke så fjern europæisk fortid, hvor verden stadig mærkede efterdønningerne af Anden Verdenskrig. Fremtiden er truet. Vesten er ikke nødvendigvis mere end et ideologisk valg. Filmens London virker mindst lige så trøstesløs som storbyerne i Østblokken.

Alle roller er stærkt besat (hvordan kan det også være anderledes med Colin Firth, Mark Strong, Ciarán Hinds, Tom Hardy og dansk-svenske David Dencik, blandt andre), men der er en følelse af ensemblespil, som kun virkeligt dygtige skuespillere kan levere. Over alle disse gode kræfter rejser Oldmans figur sig.

Eller snarere; går i et med hessiantapetet som en skjult mikrofon i et lurvet hotelværelse. Smiley opfanger alt bag sine kraftige hornbriller. Klædt i uldjakker, der får ham til at minde om en årvågen skildpadde i sit skjold. Han gør ikke meget væsen af sig. Men enhver lille bevægelse viser et arsenal af tanker og følelser.

Scenografien, tempoet og den mindre myriade af karakterer kan måske skræmme en spion-fan, der foretrækker mere action og high-tech. Men det er særdeles livgivende at skrue tiden tilbage, når det gøres så grundigt og så detaljeorienteret som her.

John Le Carré, der i 1974 skrev bogen bag filmen, var, som ethvert koldkrigsbarn ved, selv tidligere spion. Det mærkes. I England har miniserie-udgaven fra 1979 ikonstatus. Det bør denne film også få.

Trivia: John Le Carré medvirker selv som gæst til efterretningstjenestens julefrokost.