Winter's Tale
ROMANTISK DRAMA / EVENTYR
Premiere 20. februar 2014
Stjerneskær og hjertenskær. Så smukt og magisk i én uendelighed af sukkertop med sirup på. 'Winter’s Tale' går efter magisk realisme, men der er for mange englevift til, at det romantiske mirakel bliver troværdigt.
Skæbnetråde, lykketræf og mirakler klumper sammen fra start. En hvid hest med lysende CGI-vinger bringer handlingen videre, når noget er forkert eller forviklet. Teser om stjernehimlen og lyset, der forbinder mennesker, er i sig selv overdådige; men oveni kommer den virkelige magi: Det mirakel, der er inde i mennesket og som kun én bestemt kan udløse.
Lyder det rørstrømsk, så er det bare begyndelsen til mere nostalgi. Mirakelmanden er Peter (Colin Farrell), ganske chevaleresk og kærlig i sin profession som tyv. På flugt fra sin dæmoniske mentor (Russell Crowe), galoperer han i armene på en ung tuberkulosesyg kvinde (Jessica Brown Findlay), og de forelsker sig. Deres skæbnescener er filmens bedste og mest troværdige, fordi de begge ganske rørende søger noget at tro på og at leve for. Kærligheden overlever alt, ik?
Romantik og magi har skabt skønne film før – eksempelvis i 'Stardust' og 'Enchanted' – og Mark Helprins romanforlæg er en bestseller i genren. Men det er en stor mundfuld at omdanne 800 siders magisk realisme til to timers filmeventyr, og i sin instruktørdebut har Akiva Goldsman desværre udeladt for meget af realismen, der skal afbalancere magien.
Sentimentaliteten driver gennem de vidunderlige locations filmet til topkarakter af Caleb Deschanel, og det er underligt som Goldman kan få nogle af de mest naturlige skuespillere til at virke forlorne. Selv Jennifer Connelly som mor til en kræftsyg pige ser ud som om hun kan forvandle sig til en fe, hvis bare stjerneskæret funkler rigtigt.
De bedste mirakler er dem, der overrasker. Det sker ikke i 'Winter’s Tale'. Den eneste egentlige overraskelse er ikke i plottet, men i en karakter. Som bidrager med lidt djævelskab – og lidt humor. Men når den store kærligheds stjerne glimter på himlen til sidst, har sukkertoppen spundet for længe. Ikke mere sirup, tak.