Traum

At tyde drømme er en svær disciplin – selv i det drømmelaboratorium, som kunstnerkollektivet Bidt præsenterer i forestillingen ’Traum’.

Allerede før forestillingen springer de fire performancekunstnere rundt i foyeren på Københavns Musikteater med papirlapper, hvorpå vi kan nedskrive en personlig drøm. Jeg kigger mig omkring og iagttager aftenens publikum. En skoleklasse med hormoner flagrende i alle retninger indtager publikumspladserne.

De fleste viser sig at drømme om succes, rigdom, at blive dygtige fodboldspillere eller at få en lykkelig familie. Desværre oversættes de simple budskaber i drømmene til et scenisk sprog, som ikke ret nemt lader sig oversætte. Det virker ellers lige til at gå til. Ganske pragmatisk og nærmest i rollen som sig selv indfører skuespillerne fra performance-kollektivet Bidt publikum i aftenens koncept, som handler om, at vores drømme nu skal blive til virkelighed på scenen. Hvis ikke i aften, så senere hen. Noget VIL i hvert fald ske, fortæller teatergruppens ene medlem Merete Byrial. Og det vil hun jo uvilkårligt have ret i – livet går jo videre.

Udover Byrial skiftes Caroline Bonde, Daniel Norback, Kristofer Krarup til at læse op fra lapperne med de nedskrevne drømme for derefter at levendegøre teksten. Indimellem bliver vi indviet i deres egne drømme, som mest bærer præg af fortidslængsler til den gang gruppen lavede teater i deres egne lokaler i et gammelt bageri på Ryesgade for flere år tilbage.

I løsrevne scener spiser forestillingen sig igennem den ene drøm efter den anden – de fleste minder om hinanden - så unikke er folk alligevel ikke. Grænserne mellem, hvad der er improviseret og indstuderet, virker flydende. Alligevel fristes jeg til at tro, at vores nedskrevne drømme ikke har spor betydning for Bidts konkrete iscenesættelser af drømmene – om der havde stået fugl eller fisk på papiret – intet af det virker til at passe sammen.

Drømmen om rigdom manifesteres for eksempel gennem små dukkers sirlige opsætning på scenen, mens de fire performere skejer ud i besynderlige kropslige eksplosioner og koreografier. Scenografiens blanding af børneværelse og loppemarked lægger op til mange pudsige opsætninger og kombinationer af skrammel, når drømmene skal manifesteres midt i det hele.

Der er noget enormt provokerende ved performanceteater, når meningsløsheden bliver et koncept, som dyrkes til ekstremer, og når uoversætteligheden bliver en kunstnerisk kvalitet, som kun teatermagerne selv forstår. Vi andre leder febrilsk efter mening i virvaret. Derfor opstår der også et underligt gab mellem drømmenes tydelige formuleringer på papirlapperne og skuespillernes insisteren på at lave kollektivt kropsteater, der helst ikke må være for indlysende. For det er vel kunst – på den senmoderne, fragmenterede måde. Forestillingen kalder på et vist abstraktionsniveau hos beskueren, der derfor let kan føle sig sat udenfor – på trods af intentionen om en inddragelse af publikum.

Den bedste drømmeforløsning sker dog overraskende mod slutningen, hvor de unge energiske mennesker alligevel er blevet ramt og lader sig opsluge. De smider voksenfacaden og bliver børn igen, da alle inviteres ned på scenens store legeplads. Her tages alle midler i brug for at skabe en totaloplevelse, der faktisk først dér rammer noget af den interaktivitet og fornemmelse af et kropsligt nærvær i det drømmeunivers, man forgæves leder efter undervejs.