Tomb Raider

Pushup eller ej? Det gælder både dem til armene – og brysterne. Dejlige Alicia Vikander er bare ikke nogen powerkvinde – måske en powerpige, men er det nok til at være über-actionbaben Lara Croft? 

Dette er light-versionen af ’Tomb Raider’ med en game girl for teen-generationen. Som i reboot-gamet fra 2013 er det Lara Crofts oprindelseshistorie, men denne film går nogle år længere tilbage, inden Lara har udmærket sig i andet end kickboxing, pushups og cykel-rævejagt, der ender i arresten. Som 21-årig er Lara endnu ikke blevet helt sej actionkvinde, så hun tøseskriger og sentimentaltuder. Ikke mindst på grund af et traditionelt, sentimentalt far-datter-plot.

Historien er en helt anden end i 2013-gamet, men der er stadig overnaturlige kræfter i spil på den japanske ø Yamatai, hvor dødens moder, Himiko er begravet. Her er Laras far (Dominic West) forsvundet på syvende år, og som den ægte Croft hun er, bliver Lara bidt af eventyrhejset og sætter kurs mod den berygtede Himiko-grav. Naturligvis så de vigtige informationer falder i fjendtlige hænder og en vis genopstandelse er uundgåelig. 

Til gengæld når hun ret hurtigt et ekstremt højt actionniveau. Især når hun i sine gevaldige signatur-spring forcerer afgrunde, flod/vandfald/hav, løber som en rutineret parkour-artist, og tager imod heftige slag fra omgivelserne, mennesker som naturelementer. Ofte slowmotion på den veltrimmede armkraft i form af armgang, klatring, pull-ups, dips med mere.

Den norske instruktør Roar Uthaug har før tæmmet kolossale vandmasser i actionhittet ’Bølgen’ (2015), og her er også to vellykkede af slagsen. Først over djævelens hav med den halvdrukne skipper Lu Ren (Daniel Wu), og senere flugten fra skurken Vogel (Walton Goggins) via et dinglende flyskrog på kanten af et vandfald. Mindre spændende, men flot udført er den parkour-agtige jagt gennem Hong Kongs flydende fiskerby Aberdeen.

Derimod ligner Himikos prøvelser inden og i gravkammeret, noget man har set før: Spyd op gennem gulv, rullende jernpigge, balancegang over sjælenes afgrund, gulv der forsvinder i fragmenter. Så hold i stedet øje med danske Alexandre Willaume som Vogels højre hånd – den død er uhyggeligt ubarmhjertig. 

Selvtilliden er i top, ligesom der er skruet op for vilje og stædighed. Mod slutningen af filmen når Lara også no (bull)shit-stadiet, og de store guns hives frem – i begge hænder. Men selvom Vikander udfylder formen lækkert, så er der bare et typetvist. Ikke nok (pushup)babs, (stål)balder og (kick)ben – eller i det hele taget: Power. For Lara Croft er en powerbabe, og hendes sexappeal er ligeså karakteristisk som hendes atletiske og intellektuelle power. Og for de fleste vil der aldrig være en bedre inkarnation end Angelina Jolie.

Lara Croft finder sit hemmelige kald i denne reboot, men det har filmskaberne altså ikke fundet i Alicia Vikander som actionpowerkvinde. Desværre. Sårbarhed er ellers altid interessant, men nogle actionhelte skal der bare ikke rykkes ved på den front. Pushup eller ej. Vi har jo heller ikke lyst til at se Thor uden hammer, Wolverine uden jernklør, Hulk uden grøn pump, eller Batman uden batmaske, vel?