The Weight of Elephants

Eksploderende tøjdyr, ukrudtstyngede legepladser og et mindesmærke af klirrende glasstykker. Udtryksfulde billeder på barndommens opløsning fylder den dansk-newzealandske filmperle ’The Weight of Elephants’. Hjerteskærende og foruroligende, med smukke strejf af håb.

Den spinkle handling centreres flygtigt og fintfølende om 11-årige Adrians traume over fraværende og forsømmende voksne. Det, der normalt er en del af barndommens glæder, vejer ofte som byrder: Venskab, følelsesliv, familiebånd og leg.

Super16-uddannede Daniel Joseph Borgmans spillefilmsdebut udmærker sig i en poetisk-realistisk stil, der ikke kun afspejler mareridt af ensomhed og usikkerhed, men også drømme om ro og balance.

Håbet bæres af Adrians fortrøstningsfulde åbenhed og de venskaber han opsøger. Han spilles af debutanten Demos Murphy, der sammen med Angelina Cottrell (som den jævnaldrende, sprælske nabo Nicole) er frontløbere i den vidunderlige børnecasting. De er to modpoler, der tiltrækkes af hinanden – og enten udvikler sig fænomenalt eller katastrofalt.

Filmen er allerstærkest i skildringen af børnenes interaktion. De seje, der mobber og hærger – og de søde, der udfordrer skæbnen med farlig leg. Alle på grænsen mellem barndom og ungdom, hvor sårbarheden skal sløres af hårdhed.

To scener er særligt originale og uforglemmelige: De eksploderende bamser som optakt til dyreplageri. Og den afsluttende nattescene på alt for dybt vand. Helt aldeles udsøgt billedpoesi.

’The Weight of Elephants’ er bedre som enkeltscener end som samlet filmværk. Den røde tråd er der, men den trævles i helheden af manglen på forløsning eller afrunding.

Der er absolut stof til eftertanke, ja, men ikke så ubærligt som elefanters vægt. Nærmere skrøbelig som krystalglas og melankolsk som solnedgangen.