Drengen fra Bjerget

Nogle børn er fødte overlevere. Nogle børn formår at klemme sig ind, kile sig op gennem svigt. Sådan et barn er drengen fra bjerget.

Egentlig er han netop ikke fra bjerget. Simon (Kacey Mottet Klein) er tolv år og bor med sin søster (Léa Seydoux) i det trøsteløse betonhelvede i dalen nedenfor bjerget. Deroppe skinner solen, mens skigæster slapper af.

Simon arbejder oppe i det blændende hvide. Med at stjæle udstyr, jakker, selv madpakker, som han sælger videre. På bjerget kan Simon ligne andre børn i hvid sne og farvestrålende skitøj. Alt er mere grumset i dalen. Søsteren, en trashet, oppustet skønhed, kan hverken holde på selv basale jobs eller kærester.

De to er hinandens holdepunkter i livet på godt og ondt. Der er svigt, men alligevel en form for omsorg. En tyndhudet, kuldslået kærlighed på trods. De har kun hinanden.

Det er sjældent, at en film om spildte børneliv giver lyst til at le og græde. Sådan en film er ’Drengen fra Bjerget’.

Alle præstationer er mere end glimrende, og især Klein er dybt engagerende i den altafgørende rolle. Man imponeres af Simons overlevelsesdrift. Hans snarrådighed og evne til at se muligheder og håb. Som historien folder sig ud, ser man detaljerne og mekanismerne bag. Og filmen skærer desto dybere i hjertet.

En natdragt, der passer til en dreng på ni, ikke tolv. En håndbevægelse, når cigaretfiltre puttes i ørene for at dæmpe lyden af nattegæster.

Den måde, som Simon ræsonnerer sig til værdien af ting. Genstande, kærlighed, venskabet med en af de mænd, der knokler på skisportsstedet. Den måde, han famler sig til at forstå koderne for hvordan andre børn lever, gennem en af gæsterne (Gillian Anderson), som han knytter sig til.

Hvor meget er et knus værd? Hvad koster det at føle sig elsket? At høre til?

Ursula Meier har lavet en smuk og vedkommende film om et svært emne. Hun viger ikke, men bliver i den enkelte scene. Den folder sig ud. Gennem en velplaceret overraskelse, gennem gentagelser. Historien kunne strammes; det er den langsomme, uundgåelige fornemmelse af forandring i de to liv vi ser.

Foråret føles ubønhørligt i filmen; vinterens hvide, enkle verden hører op, men måske er det præcis det, der er brug for. At vide, at der er en vej videre. At der er håb.