Sucker Punch
ACTION
Premiere 14. april
Bombastiske Zack Snyder er på få film blevet en stilart i sig selv. Er det snydersk, er det green screen-bersærkergang med brunstig billedæstetik og helt uden mådehold - overgiv dig, eller hold dig langt væk!
I sammenligning med det antikke blodbad ’300’, en effektiv guilty pleasure, eller superhelte-gentænkningen ’Watchmen’, et hovedværk i genren, er ’Sucker Punch’ dog dårligt nok en film i narrativ forstand. Det er en løsreven håndfuld bimlende vulgære actionfantasier (ikke en ubetinget skidt ting), bundet sammen med hovedet oppe i egen bagdel (aldrig en god ting).
Al extravaganzaen er en stakkels ungmøs tankespind. Drømmeverdener inde i drømmeverdener, skabt for at undslippe den dystre skæbne som sindsygehospitalsanbragt af en ondere end ond stedfar. Det lyder måske som hele to indviklede Leonardo DiCaprio-film fra sidste år i én, men her skal al hjerneaktivitet altså tværtimod indstilles, når lyset blænder ned, for optimal effekt.
Så er der ellers også hæsblæsende actioneskapader i fuldfede strømme at hente i de balstyriske (computerspils)missioner, hvor våben, teknologi og mytologi fra alle hylder masses overlegent sammen langt ude på girl power-overdrevet.
Altså girl power på den mest teenagedrengede mulige måde, forstås, når commando-duller i lolita-skoleuniform og samurai-sværd nedkæmper horder af dampdrevne zombie-tyskere i 1. Verdenskrigs skyttegrave, mens zeppelinerne eksploderer til højre og venstre. Eller de iklædt dyb udskæring og tungt artilleri nakker orker, mens bombefly luftduellerer halsbrandsramte drager henover en middelalderborg. Og den slags.
De mellemliggende scener føles som at vente på bussen. Symbolikken er tyk som cupcake-glasur, sammenhængen er der ikke, og den teen-tilladende alderscensur tager brodden. Således er ’Sucker Punch’ både alt for meget og slet ikke nok, men alligevel så heftigt spektakulær, at det ville være en forbandet løgn, at kalde det spild af tid.
Next up for Snyder er Superman-genstarten ’Man of Steel’. Det skal nok blive en grå og selvudslettende affære …