Specialklassen: Eftersidning

Eftersidning for første gang – og med Specialklassen kan det kun anbefales! Dig, mig og byen er på fornøjeligste vis en betydelig del af overhalingsshowet fra landets bedste impro-gruppe.

Der er fuld fart på 3x Kasper – Le Fevre, Gattrup og Nielsen – og Rasmus Søndergaard, der de seneste år har spredt impro-comedy over hele landet som Specialklassen (og ’Hotel Zimmerfrei’ på DR2). Nu skal København og københavnerne have en eftersidning, og publikum er lynhurtigt med på at lege undervisning.

Navneopråb – alle samtidig, alle er her. Et enkelt navn på første række skal gentages – og det er der en pointe i… senere. Publikum byder ind med favoritsteder i byen, og de fire spasmagere skaber miniscener fra eksempelvis Zoologisk Have, Urbanplan, Tivoli og kiosken på Møllegade.

Med flere faste improvisationsskabeloner bliver publikumsstikord som Hong Kong, Distortion og shawarma flettet ind i vilde, skøre og løjerlige scenarier. Vanvittigt sjovt er behandlingshjemmet for kemisk afhængige, hvor man har sit hyr med beboere, der har svært ved at skelne de forskellige spil: metadon/matador og judo/ludo – gæt hvad kalaha bliver til. Det skal opleves!

Impro-teater kræver et medspillende publikum, og det får Specialklassen denne aften på Play. I form af grin, tilråb og stikord – men også når de inviterer folk på scenen.

To unge piger får til opgave at lave lydeffekter, og det lyder som en ko i kufferten, en kat i skuffen og et knurrende pilleglas. Jammersjovt. Ligeså da undertegnede og søster bliver udstyret med båthorn og receptionsklokke, og en familietur til Legoland ender i vilde forlystelser, der godt må gøre ondt! To fyre er derimod så uheldige at skulle lege idrætstime, hvor de skal flytte/bevæge hver sin Kasper – det fungerer ikke så godt, og tegneserietemaet gør det kun dummere.

En sprængfarlig kombination af metrobyggeri og bombemænd forvandles til et højkomisk ordkløveri snurrigt begrænset af udvalgte standardsætninger – skrevet af publikum. Originalt og lysteligt bliver det, når flyspotting kommer på programmet – og kikkerten spotter andre farthaler. Setuppet med en døvetolk er oplagt, så historien om Strøget udvikler sig optimalt morsomt. Helt uforglemmelige spjæt og vræng på eksempelvis det store, stygge Storkespringvand.

Der bliver også sunget, hvilket stemmemæssigt er sjovt i sig selv. Især hr. Nielsen, der er forelsket i Den Lille Havfrue og søger råd hos bartenderen. Mere syreskæg er sketchen om en dykkerinstruktør og en havmand, der får én til at mindes musical- og schlagermusik, man egentlig helst ville glemme.

Det er ikke finkulturel humor, men det rykker hvor det skal, og i mange forskellige retninger. Risikoen ved impro-formen er, at der ikke altid er en velfunderet punchline. Men de fire specialvikarer er så dygtige på det spontane og kreative, at man straks bliver revet med af deres mimiske og fysiske talenter.

Et element går igen i showet – en kærlighedshistorie, som Gattrup meget gerne vil fortælle, men som de andre hele tiden afbryder ham i. Her har publikum ingen rolle… eller? Opfindsomhed og overraskelse fra start til slut. Det bliver ikke den sidste eftersidning!