Don G

Don D eller Don G? Det er smart tænkt af svenske Mira Bartov at sætte Mozarts opera ’Don Giovanni’ i moderne kontekst i et rationelt kontormiljø, hvor magtmanden går under på både kvindeerobringer og karriereambitioner.

Forbilledet er Don Draper fra tv-serien ’Mad Men’, og Bartovs Don G er næsten ligeså arrogant og selvforherligende. Det svenske operatalent Sebastian Durán spiller libertineren i overgear, så ungdommens magtdrømme – om kvinder og karriere – svinger fra festligt lir til seriøs stressfaktor. Et mareridt, der starter og slutter ret Kafka-agtigt, og definitivt er Mad Don på alle tangenter. Durán holder det heftige tempo i både fysik og sang, med få udfald, og han kører showet hjem til sidste vanvidstakt.

Blandt højdepunkterne er duetten med Årets Unge Operatalent, Sibylle Glosted – hvor Don G for første gang forfører Zerlina, så brudekjole og slør flagrer. Durán og Glosted dimitterer i år fra Operahögskolan i Stockholm sammen med Carl-Frederik Tohver og Sabina Bisholt, henholdsvis Ottavio og Elvira, og især Bisholt virker scenesikker og leverer forestillingens smukkeste ariepræstation om Don Gs svigt. 

Operaens oprindelige, klassiske tema om menneskets indre konflikt er bevaret, men Bartovs ide med at fusionere Don G og hans tjener Leporello skaber mere forvirring end dualitet. Charlatanen har allerede flere roller at spille, med eller uden maske, og den psykologiske spejling ligger implicit, samt udfoldet i den afsindige kulmination på drifterne. 

En del af pointen er naturligvis i tempoet, når man skal føle magtmandens ræs og rus, men det er måske lige vel meget at skære mere end en time af Mozarts mesteropera. Folk vælter ind og ud af scenen med pistoler, baseballbat og golfkølle, og det virker som om alle vil hævndræbe alle. Humor over spidsfindighed, hvilket allermest går ud over forførelsen og erotikken, som bør enten dampe eller spidde mere. 

Scenografien er sparsom – som de fleste turneforestillinger – men ganske velfungerende med de energiske aktører. Særligt fint er et mellemrum i orkesterdelen, hvor en persienne ryger livligt op og ned for flirten. Det musikalske arrangement – tangenter, klarinet, violin og cello – fungerer lystigt, uden de store kraftspring, også selvom det bliver lidt trivielt med cembalo-intro hver gang scenen skifter. 

’Don G’ var på Skåne-turne i efteråret og denne revival på Copenhagen Opera Festival lover godt for de nye svenske operatalenter. Ikke mindst for nyfortolkninger af gamle klassikere, for kontorslaveriet og magtdrømmene er lige i skabet for nutidens Don G. Uanset at han ikke er ligeså stilistisk smart som Don D.