Smukke Mennesker

De er faktisk ikke særlig smukke, menneskerne i Munch-Fals debutfilm. Til gengæld er de både lidt stakkels, pudsige og umanerligt fucked-up.

'Smukke Mennesker' er en ensemble-fortælling i stil med Todd Solondz' 'Happiness'. Vi følger en gruppe ensomme mennesker hvis veje på forskellige vis krydses. Enken Ingeborg (Bodil Jørgensen), der savner liv og glæde i sit liv, men aldrig har lært at give slip, den brystkræftramte Anna (Mille Lehfeldt), der med sit bortopererede bryst også har mistet sin identitet og den knap nok voksne Jonas (Sebastian Jessen) der ikke tror han har andet at gi' af end sin krop. Og så er der godmodige Anders (Henrik Prip), som, til stor sorg for sig selv og med alvorlige konsekvenser, ikke kan lade være med at blotte sig for kvinder i tide og utide. Det er grumt, skarpt og sjovt, men til tider også en lille smule trættende, og lige lovlig barskt i sit overdrevne fokus på seksuelle frustrationer.

'Smukke Mennesker' udmærker sig ved at have det helt rigtige cast der næsten uden undtagelse imponerer. Bodil Jørgensen som den pensionerede enke er som altid fantastisk og spiller røven ud af bukserne på den mest subtile måde. Kurt Ravn imponerer i en mindre rolle som den gamle hippie Jeppe, der måske ikke er helt så harmløs og bamseagtig som han giver sig ud for.

Filmen tangerer til tider en stiløvelse frem for at være helt sin egen, men alligevel bliver det gjort med så sikker hånd og skarp dialog fra Munch-Fals, at man kun kan glæde sig til han får øvet sig noget mere.