S/H

Thomas Corneliussen har tænkt sig at gøre det igen. Alene mand på scenen vil han – med et hold af knivskarpe teknikere og en nådesløs instruktør – kaste sig ud i alverdens vilde fantasier, for at udfordre virkeligheden og levere illusionen.

Scenen er én stor opfindermaskine i lyst træ. Den første, vi møder, er den ganske tykke, bebrillede grådige mand, der snupper et æble fra en lokkende vægtskål og herefter forsvinder med foruroligende lyde og et enkelt træk i en snor.

Idéerne og udførelserne er mesterlige og det bobler i maven, når Thomas Corneliussen igen slår hovedet i dørkarmen.

Instruktør Tue Biering har hentet inspiration fra sin forestilling, 'Viljens Triumf', fra sidste år. Med minikulisser i pap, enkle kostumer og sorte tavler, der kan antyde historien, forvandles Frederiksbergscenen til den giftige jungle, det smukke slot og utallige sværddyster. Med kameraer og klippere og samme skuespiller i alle roller.

Stilen er overdrevet og ganske humoristisk. I fjernsynet erobrer førsteelskeren den stakkels indespærrede kvinde, mens den ufrivilligt sjove mand med det store smil må nøjes med knytnæver og gentagne ydmygelser.

Fredag aften er vist ikke den store gå-i-teatret-dag og mens skuespilleren kæmper for at opretholde den gode stemning, må vi søge forgæves efter en større fortælling.

Stumfilmen opfordrer ikke til det komplekse og medrivende plot, man savner en rød tråd og et sted at ligge sin kærlighed. Dirigenten, junglehelten og brilledyret henter point ind, og det er uudholdeligt at betragte den ufrivilligt sjove mand i sin beduggede nedtur, men medrivende bliver det aldrig.

'S/H' er på mange måder et billede på hvor krævende og utaknemmelig showbizz er. Derfor er det ikke sjovt at levere en utaknemmelig anmeldelse.

Thomas Corneliussen gør det igen. Desværre synes kampen og sveden en smule formålsløs. Også midt i den perfekte illusion.