Mørke

”Det er bevist, at vores tanker ændrer universet. At vores forestillinger og ønsker smitter af på vores omgivelser, så vi får det, vi i virkeligheden vil have. Så hvad er din drøm, hvad vil du gerne?”

En mands (Thomas L. Corneliussen) store øjne hviler på os, og jeg tænker og tænker. Han beder mig forestille mig mit største ønske, han kan hjælpe mig til at realisere det.

Dette er mandens job. Med sin evigtbimlende iPhone rejser han jorden rundt og lærer virksomheder om det, alle vil have: Succes. Vækst. Men manden har for travlt. Alt for travlt. Han drømmer om fred. Om morgenen, når han sidder med sine cornflakes og kakaomælk og zapper mellem naturprogrammer og naturkatastrofer, drømmer han om fred. Hver dag træder hans fødder ned i middelhavet, og hans ansigt lader sig varme fra solen over palmerne. Indtil hans iPhone ringer, og det gør den med sikkerhed.

Manden spæner rundt. Ned og op i fly fra Japan til Hamburg til Marakesh, mens han evigt føjer de mange mennesker der beordrer og befaler ham gennem telefonen, der dominerer totalt.

Galt må det gå, og det gør det hurtigt. Manden får en masse piller, der let glider ned med kakaomælken, mens mørket fra hans sind spreder sig ud i lejligheden og fylder ham med angst og paranoia. Lyden af kriblende dyr løber langs væggene. Alting i slowmotion, alting i dobbelt tempo. Manden synker længere og længere ned i sin angst og det er begyndt at regne og tordne fra himlen over palmerne.

Jeg kom med en blind tiltro til kompagniet Flyvende Grise. Efter at have set deres sidste forestilling stod det mig klart, at alt er muligt på en scene. At teater er i stand til at opnå ren magi, trylleri lige foran et måbende publikum. Trods denne medsluttede opbakning kedede første halvdel mig en smule. Manden, der langsomt bukkede under for stress, ramte mig ikke, for det var uklart, hvem han ellers var og hvor han var på vej hen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle, første gang han sank sammen på gulvet foran mig, indtil jeg langsomt forstod at dette var et fald og intet andet. En lang menneskelig deroute.

Med en chokerende teknologi og en vanvittig præcis skuespillerpræstation illustreres en følelse, en lidelse hos en mand. Handlingen bevæger sig som en spiral nedad, mens krybdyr overtager virkeligheden og alting bliver sløret.

De fantastiske videoanimationer, robotter og fysiske sekvenser bliver på intet tidspunkt flødeskum på en tør og halvgammel lagkage. De understøtter elegant fortællingen og gør det muligt for os højlydt at gispe af rædsel og opslugte følge mandens modbydelige mentale fordærv.

Flyvende Grise har på mange måder gjort det igen. Fortællingen om manden, der skal skabe succes på den kapitale front men glemmer at være et menneske, fortæller os en større historie om den vestlige verdens værdier og problematikker. Manden er totalt isoleret fra naturen, der – i form af sommerfuglelarver og regnorme - kun optræder på fjernsynet.

Han har glemt hvad livet handler om, han har glemt sin egen drøm. Dette er ikke kun ét menneskes forfald, det er vores allesammens. Så sluk din invaderende iPhone og sæt dig ned og træk vejret. Fodr en kanin eller spis et stykke kage. Livet er, hvad du gør det til.