Scream 4

Bedst som man troede at man var blevet ironi, intertekstualitet og meta-lag kvit, vender Wes Craven og manuskriptforfatter Kevin Williamson tilbage med endnu en installation i rækken af 'Scream'-film, og tager dermed dekonstruktionen af horror-slasher-genren til nye højder.

Eller det vil sige: Det er egentlig bare mere af samme skuffe, men det er heller ikke så ringe endda. 'Scream 4' gør meget ud af at det nu er "the new rules", der gælder, at der er tale om en slags "reboot" af genren, men den er nu ganske forudsigelig.

Vi er tilbage i Woodsboro på årsdagen for den oprindelige masakre og lægger, som traditionen foreskriver, ud med et underholdende og bestialsk mord. Sidney Prescott (Neve Campbell), seriens oprindelige "final girl", har langt om længe fået bearbejdet sine traumer (for sådan nogen er der selvsagt grobund for når man er blevet jagtet af blodtørstige mordere hele tre gange), og har skrevet en bog om sin vej ud af mørket, hvorfor hun er tilbage i fødebyen for et kort visit.

Filmens omdrejningspunkt er dog primært en gruppe teenagere, der på mange måder ligner det oprindelige persongalleri. Der er Sidneys kusine Jill, ekskæresten Trevor, den lækre veninde Olivia og drengepigen Kirby.

Og så er der selvfølgelig filmnørderne Charlie og Robbie, der både webcaster og facebook'er. Filmen byder også på et gensyn med Dewey (David Arquette), den kiksede betjent, der nu er blevet sherif, og hans kone Gale (Courtney Cox), der har krise over at være strandet i en lille by, langt væk fra verdens brændpunkter.

Filmens indledende mord sætter selvfølgelig fut i fejemøget, og før man ved af det har man været vidne til adskillige blodige og opfindsomme mord og alle er under mistanke. Og det er jo dét, det hele handler om!

På trods af forudsigelighed, og et persongalleri det er svært at blive rigtig involveret i, er 'Scream 4' ikke uden charme. For man kan mærke Cravens og Williamsons begejstring for serien. De vil virkelig gerne underholde og skræmme livet af os, og gerne med et glimt i øjet og et par overraskelser hist og pist.

De opdaterer deres leg med genrekonventionerne begavet og underholdende, og er sig bevidst at det kan blive ganske absurd at fortsætte en serie, der indledningsvis selv var en latterliggørelse af horrorgenrens uendelige gentagelser.

Men det bliver også en smule kringlet og meta i 3. potens. For nu handler det ikke bare om at bryde med konventionerne, men også om at bryde med den måde hvorpå man har brudt dem (!). Og lige det greb holder ikke helt, for 'Scream 4' ender uværgerligt med at følge mange af de "regler", den vender sig imod.

Spørgsmålet er om 'Scream 4' (og serien som en helhed) har en berettigelse i dag. Og svaret må være: højst sandsynligt. Der er trods alt gået 11 år siden den sidste film, og en ny generation teenagere står klar til at kultificere hele fænomenet forfra.

Og er man til den slags er det alt andet lige en meget sjov dans, Craven og Williamson byder op til, hvor udfordringen går på om man kan komme dem i forkøbet eller om de fortsat formår at overraske og skræmme.