Opvisning i lavt selvværd

Pigmentløse underben. Hudproblemer. Pikslips. Lange løg og skamlæber. Præstationsangst. Bekræftelsestrang. Kropsforfængelighed og penismisundelse. Det er ingen kunst at fodre sit lave selvværd, men en kunst at omfavne det og højlydt råbe ”se min rådne tå”, og indrømme at man ikke er specielt hyggelig at dele slik med.  

Peter Flyvholm, Anders Mossling, Kitt Maiken Mortensen og Xenia Noetzelmann har i ’Opvisning i lavt selvværd’ kastet sig ud i et absurdum af en forestilling, hvor vrang bliver ret, og hvor den altomsiggribende og altfortærende lave selvværdsfølelse sættes under lup i et komisk og selvudleverende intimunivers i en af Kødbyens nedlagte slagtehaller. 

Og hvad der kunne have været en akavet fornøjelse af blottede kønsdele og navlepilleri er i stedet en latterkrampende komisk tour de force ned i vores allesammens mørke og neurotiske grotte: Selvværdet. 

Fire individer, hundredevis af problemer og skavanker. Det er åbenbart opskriften på 70 minutters hylende morsom og samfundskritisk satire. For der er ikke det, som ikke bliver draget frem i lyset og inspiceret nøje af de selvkritiske og helt igennem ærlige skuespilleres dissektion af egne fejl og mangler, om det er kroppens bløde og behårede træk, uskønne og egocentriske vaner, eller høje og lave tanker om sig selv og andre. Er jeg mon god nok? Er det mine forældres skyld, at jeg endt sådan her?  

På frivol vis formår de fire skuespillere at invitere os helt ind i privaten og udstille de sider af sig selv, de har sværest ved at acceptere – uden at det på noget tidspunkt kammer over. I stedet er balancen mellem selvudlevering og selvironi så nøje iscenesat, at man som publikum ikke kan andet end at lade sig rive med og klukle over det fantastiske og vanvittige gedemarked, der udspiller sig på scenen. 

For det er simpelthen så befriende og hylende morsomt, når Kitt Maiken Mortensen – kun iført et overdimensioneret løvehoved – slår et slag for kvindekroppens alsidighed i en splitteravende fandango, som formår at danse alle tabuer og utopiske kropsidealer til skamme. 

Eller når Peter Flyvholm får afløb for sine frustrationer over aldrig at blive nævnt i dagbladenes anmeldelser og pinligt berørt anerkender, at han misunder Nicolaj Lie Kaas’ succes. Eller Anders Mossling, der med hængebug børster skæl af skuldrene, og Xenia Noetzelmann, der på rørende vis genoplever sit akavede teenagejeg til kvindefest i nabobyen.

’Opvisning i lavt selvværd’ er et dejligt lille indspark i kropsforfængeligheds- og kropforskrækkelsesdebatten. Et spejl at spejle sig i, når det lave selvværd dukker op til overfladen og viser sit grimme ansigt, og en påmindelse om at elske sig selv, selv når det er allermest svært.