PEACE

Odense skuespillerskole er færdig med et nyt kuld smukke, unge mennesker, og de vises frem på Frederiksbergscenen i præsentationsforestillingen 'PEACE', skrevet af den meget anerkendte dramatiker Falk Richter.

Jeg var overmodig og hev hele min svigerfamilie i Odense Teater. Det skulle jeg aldrig have gjort, jeg har sjældent været så upopulær.

Forestillingen behandler, som titlen også hentyder til, krig og hvordan vi håndterer den her i den vestlige verden. Falk Richter tegner et kynisk billede af journalister, kunstnere og politikere, der udnytter krigen og bruger den til at komme frem og blive set og anerkendt. Dybfrosne babyer vækker ingen forargelse, men ender blot i en kamp om, hvem der har rettighed til billederne og hvem der så det først.

På scenen er en bombastisk papkasse-scenografi bygget op, og den bruges ivrigt til at ændre rummet, når det behøves.

Jeg har ikke andet godt at sige. De tre fynboer jeg havde slæbt med, vred sig i sæderne og sendte mig forargede blikke. På scenen var der kaos. Uforståelige replikker, en nøgen mand, en dårlig sang, råben og skrigen, mest af alt kaos.

Selvfølgeligt var budskabet vigtigt. Krig er en handelsvare, den rene underholdning, en måde at profilere sig på, men det kunne man eddermame godt have sagt på en anden måde. Nogle få, vigtige, teateruddannede mennesker vil helt sikkert være dybt rørte over sproget og stilen og universet, men alle andre mennesker vil sidde tilbage og føle sig dumme og fortabte. Sådan har det aldrig været meningen at kunst skulle være.

Det skal siges, at skuespillerne kæmper så sveden springer. Deres replikker sidder på rygraden, deres fysiske sekvenser er overlegent indarbejdede, og de ser ud til at vide, hvad det er de siger. Det ved vi andre ikke.

Efterfølgende sagde min svigerfar, at det var det værste, han nogensinde havde oplevet. Godt han fik en fadøl på Mål inden.