Paradis: Tro

En kvinde pisker sig selv foran Jesus på korset, hvorefter hun takker ham. Så daffer hun ud og missionerer ved at stemme dørklokker. Og minsandten om kvinden ikke også onanerer med korset, inden hun skal sove.

Der bliver bestemt ikke sparret på billederne i ’Paradis: Tro’, anden del af Ulrich Seidls fremragende trilogi, der udvikler sig i foruroligende flot stil.

Her er ingen tvivl om, at den østrigske ekstremreligiøse kvinde er seksuelt utilfredsstillet, og pludselig dukker hendes muslimske mand da også op. I kørestol. Der er ikke skyggen af kærlighed mellem dem, men manden vil ikke give slip – formodentlig på grund af sin tro. Og det eneste kvinden vil holde fast i er Jesus.

Seidls styrke ligger i hans kompromisløse billeder. Desværre bliver disse lidt af en hæmsko i trilogiens toer. For hvor Seidl formåede at mikse sine stillestående og overstrømmende montager i ’Paradis: Kærlighed’, så forbliver samtlige billeder i ’Paradis: Tro’ i stilstand.

Det giver god mening, fordi den kristne kvindes liv er enormt trivielt, men to timer med fuldstændig samme slags billeder er for længe.

Således udvikler historien sig ikke nær nok, men til gengæld får man et fremragende indblik i, hvor vanvittig man kan blive af religion. Det er Seidls fortjeneste, men til dels også forbandelse, da der ikke kommer nok drama i en ellers ret dramatisk historie om et af livets mest diskuterede spørgsmål.