Min far Toni Erdmann

Den største kærlighed er den, der bor inden i og som må og skal ud. Ellers er der ingen mening med at elske, med at leve. Så stort og banalt kan det siges, og det endda i en film, der fortæller sin historie afdæmpet og uden større schwung. Alligevel, eller netop derfor må man give sig hen til den. 

Winfried Conradi (Peter Simonischek) er en ældre, fraskilt lærer, hvis skøre humor løber som en sær og dog livgivende strøm under et liv, der leves lidt rodet med pligter. Han savner sin datter Ines (Sandra Hüller), der knokler iskoldt i den benhårde konsulentverden, pt. udstationeret i Bukarest. Han tager ned til hende. Men kan far og datter nå ind til hinanden igen? Måske i forklædning som coach og forretningsmand?

Først alle forbehold, så vi kan komme til sagen: Filmen er meget lang. Ja, Toni Erdmann-figuren kan være helt utroligt pinlig. Den er filmet så prunkløst, at den sine steder ser kedelig ud. Da filmens første stykke musik rammer, virker det vildt. Og helt naturligt. Dybest set kan denne anmelder ikke helt sætte fingeren på, hvorfor præcis denne film måske gør én til et bedre og mere opløftet menneske. Det skal man egentligt kunne, dybest set. Men faktum er, at jeg både grinede, græd og egentligt godt kunne tage en halv time til med far og datter, da den i sammenhængen nærmest for perfekte sang gik igang til rulleteksterne.

For man skal overgive sig. Det geniale er nok, at filmen insisterer, som Winfried/Toni insisterer. Kluntet til tider, men altid med et hjerte, et dybfølt savn og en søgen efter at være et menneske. 

For man forstår jo samtidig også godt Ines, den ambitiøse forretningskvinde, der bare gerne vil vise, at hun har det, der skal til. Mukkende som en teenager lader hun sin far lunte rundt i periferien. Hun er en voksen kvinde, der ikke er bleg for at lade som om hun tager et meget vigtigt opkald for at undgå kontakt med andre mennesker. Hun er mindst ligeså ensom som sin far. Sandra Hüller kan spille tilknappet på en måde, hvor følelserne og latteren gnistrer bag de lidt vemodige øjne.

’Min far Toni Erdmann’ afsøger stille, men konstant, hvad det vil sige at være menneske, forælder og barn. Toni/Winfried rammer ind i de konventioner, vi har for samvær, og Ines må både være murbrækker og stødpude. De personer, der er i omegnen af det kaos, som farens besøg skaber, må måbende se til, men accepterer tilstedeværelsen af den mærkelige mand, der dybest set er som en labrador i en glasbutik.

Denne historie kræver rummelige sko med plads til at krumme tæer adskillige gange, og lommetørklæde, til når tæerne retter sig ud i fryd, og hjertet måske svulmer over ømhed, midt i det fremmedgjorte. Den største kærlighed bor inde i os selv, og den vil ud.