Palme

Sammenligningerne med politikverdenens frontmænd er prangende. Næsten over the top. Men Olof Palme iscenesættes med en tydelig, logrende hale hos filminstruktørerne, som nabolandets pendant til amerikanernes Kennedy.

Politikeren Palme. Reformisten. Humanisten. Eneren. Men mennesket Olof går tabt i filmprocessen.

Beskedenheden og janteloven er pakket væk, når kameravinklen zoomer ind på Sveriges mest kontroversielle politiker gennem tiderne. Statsminister gennem to perioder. Overbevist socialdemokrat hele livet.

Den politiske karriere endte brat en kold februarnat i 1986, da han blev skudt i ryggen af en ukendt gerningsmand. Et ironisk endeligt for en pacifist, der fordømte USA's bombeangreb i Hanoi så bramfrit, at Kissinger kaldte den amerikanske ambassadør hjem fra Stockholm. Et tragisk kujondrab på en princippernes Herkules, som tilbød asyl på den svenske ambassade, da Pinochet erobrede magten.

Diplomatiske kriser og politisk modvind intimiderede aldrig Palme. Larger than life i ord, lutter Superman i handling. I kronologisk rækkefølge optrevles politikerens livshistorie. Berettende, talende hoveder disker op med intime detaljer og private fortællinger.

Men anekdoterne bliver aldrig levende. Beretningerne bliver hurtigt generaliserende, når konturen overtrumfer karakteren.

Slidte billeder og gamle klip giver en mærkbar ægthed, som kradser i fernissen og udstiller essensen. En essens, filmen ofte forsømmer. A-Z-fremstillingen er noget slæbende.

Komplimenterne til Palme er mange og ofte påstående. Mens kritikken af ham blegner med alt for få, forbigående røster.

Den historiske tidsrejse med Palme i front er skam interessant nok. Men! Når et så indholdsfyldt liv presses ned til halvanden time, er en flad kurve næsten uundgåelig. Informationsoverload med overfladiske aftryk.

Filmen om Palme er tableauer, hvor summen af alle delene ikke danner et helstøbt billede. Men som smagsprøve for Palme-debutanter er filmen seværdig.