Om Baronessen

I en hed febervildelse – bogstaveligt talt – kæmpede jeg mig op fra min lædersofa og tog ind til Folketeatret for at se Karen-Lise Mynster i rollen som forfatteren Karen Blixen.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg intet forhold har til det kvindelige omdrejningspunkt, hvilket jo godt kan køle interessen lidt ned. Men med forventning om, at dramatikeren Thor Bjørn Krebs kunne hive fortællingen op på et mere abstrakt plan, tog jeg gladelig afsted.

Scenen udgør Rungstedlund, Karen Blixens ikke så ydmyge bolig. Den unge forfatter Thorkild Bjørnvig ønsker inderligt at tale med værtinden, og det får han så sandeligt lov til. Hun har stor tillid til hans talent, han nærer stor respekt for hendes og sådan opstår et venskab fuld af kærlighed, respekt, misundelse, bitterhed, opofrelse og inspiration.

Første akt er ren samtale. Om kunst. Om kærlighed. Om enten at være en tæmmet hund uden en egentlig værdi eller et vildt dyr, der lever efter egne behov, og som er tro mod sin skæbne.

I en fantastisk spejlscenografi, belyst af grønt og rødt, hvirvler de to forfattere sig ind og ud af hinanden i lidenskabelige møder. Mentoren og eleven, kvinden og manden. Man kan ikke klage over skuespillet, replikkerne eller instruktionen, det er virkeligt godt håndværk. Men selv indenfor teatret er tale kun sølv.

Anden akt er mere voldsom. Alt er sat på spidsen, linjerne er trukket op. Stormen vælter ind med Karen Blixens entre og ordene flyver rundt i stuen og gør resten til guld.

Blixen-kenderne får endelig sat en kvinde på alle fortællingerne. En magisk, heftig påfugl der ikke slipper sin løveunge uden videre. Vi andre får lov at gå hjem og læse. Nu har vi mennesket, så skal vi også have historierne. Jeg takker for en aften fuld af ord og en næsten kureret feber.