Min Farmors Spøgelse

På Københavns Musikteater har man valgt at sætte døden på plakaten og det for de mindste.

En meget sød pige og en kvindelig cellist kommer ud og byder os velkommen. Pigen forklarer, at det i teater godt kan blive meget mørkt og at de vil fortælle historien gennem billeder og dans og musik.

”Så skal det være meget store billeder” siger en lille modig dreng, og det har han jo ret i.

Pigens farmor er død og hendes liv pakket ned i flyttekasser. Hun hænger på væggen i en ramme, og når pigen savner hende, tegner hun fine billeder til den gamle bebrillede dame.

Heldigvis bliver farmors spøgelse levende og tager os med til kloden med det temmelig dystre navn, Dødsplaneten. På lysende hinkeruder ankommer de to til en lille mindefantasi, og vi besøger farmors nye hjem med flyvende konkylier, undervandsleg, pudekampe, strikkehygge og vanillekranse.

Farmor er magisk i sin grønne kjole og brede tandsmil, og dansen med hendes barnebarn så ligetil og enkel, fyldt med kærlighed og samhørighed. I hendes hår kan man finde regnorme og udenfor fantasistuen spiller muntre skeletter musik.

Dødsplaneten er slet ikke så uhyggelig, som den lyder. Og celloen kan både snorke og spille fine melodier.

Da pigen krampagtigt snor sig om den gamle gråhårede dame, husker vi pludseligt, at farmor ikke kan blive, og efter at have set hvor skønt de to familiemedlemmer har det, er det med stor sorg at vi lader farmor kravle tilbage i rammen, hvor hun igen kan blinke ned til os.

Ude i foyeren hænger tegninger om døden fra andre børn. En oldemor der bor på solen, en pige der sover på en sky, og en brun hund og en kanin der bor i himlen.

Døden er en mystisk og lidt uhyggelig ting, men Saga Dance Collective formår at gøre den til noget naturligt og enkelt. Selvom savnet og sorgen er tilstede, kan vi gennem minder besøge hinanden og glædes over de oplevelser vi har delt.

Den lille, modige dreng fik sine store, fine billeder og selvfølgeligt også en magisk vanillekrans, og døden blev en lille smule lettere at tale om.