Martyriet

Ideen om martyrium har åndelige og kunstneriske sjæle altid kredset om – som den ultimative ophøjelse. Kaj Munk var begge dele, præst og forfatter af både fiktion og fakta, og han gik linen ud med martyrsindet under Anden Verdenskrig.

Der kan herske tvivl om hvorvidt Munk opsøgte martyriet, men der er ingen tvivl om hans sindsmotiver og troen, der drev ham til SS-henrettelse i 1944, kort efter hans nytårstale. Kulminationen på flere prædikende opfordringer til det danske folk om at styrke modstanden overfor den tyske overmagt. Politisk som personligt martyrsind, der endte i martyrdød.

Enkelt og stilsikkert berammer dette operakammerspil det, der var altoverskyggende for Kaj Munk: Guds kald, og Guds plan med hans liv. Da hans Hitler-honnør slår fejl, kryber han hurtigt til korset, men føler at Gud fornægter ham. Og derfra starter en bodsøvelse, der unægteligt får karakter af fanatisme.

Dermed bliver forestillingen uhyggeligt aktuel, og sætter nutidens religiøse ophøjelser i perspektiv. For hvad er det, der gør at familiemennesker stærkt forankrede i deres lokalmiljø tror sig særligt udvalgt og efterlever et individuelt gudekald, helt til døden?

Med uddrag af kronikker, digte og salmer har Vilhelm Topsøe samlet essensen af Munks splittelse mellem familie, samtid og tro i de sidste leveår, som resten af librettoen binder fint sammen. Desværre er det indimellem svært at få alle tekstlag med, og man skal være ret velfunderet i Munks egne ord for at skelne digt og prosa. 

Det musikalske akkompagnement af John Frandsen er mere moderne i sit miks af nordiske, balkanske og mellemøstlige klangfarver, men har alligevel en del ensformighed. Sirligt udført af kvartetten Kottos med cello, harmonika, bouzouki og blokfløjter, deriblandt en ret stor gulvfløjte med fascinerende dyb baslyd.

Ligeledes et på alle måder sangmæssigt højt niveau af mezzosopran Liv Oddveig Midtmagli som hustruen Lise og kontratenor Morten Grove Frandsen som Kaj. Nepotisme er fuldstændig i orden her, når far og søn matcher så fremragende! For Mortens enestående høje stemmepragt og karakterstærke maskulinitet perfektionerer dramaets kontraster. Ikke kun feminint og mandligt, men det guddommelige versus det familiære, magten mod fortabelsen, frygten og modet etcetera.

Ofte er det som om liv og død splejses sammen. Hverdagsritualer med religiøs kontekst – som at vaske hænder og ansigt, eller fødder. Det der falder fra himlen (sne/vand), ligner det der kastes på kister (jord), samt uddeles til nadver (brød). Og ikke mindst Mortens ypperste og mest rørende sangpræstation over digtet ”Mester med den tunge Tornekrone”. 

’Martyriet’ er enkelhed og rene dyder udført indtagende og uspoleret. Om man bliver klogere på Kaj Munk og martyriet er ganske individuelt. Som tro er. Og det man vil ofre sig/dø for. Debatten bliver kun mere rødglødende i takt med at martyrsindet hyppigere ender i virkeligt martyrium, imens idealisme og fanatisme rykker tættere på hinanden i ophøjelsens navn.