Love

Hvornår bliver eksplicit sex til porno? Oplevelsen er naturligvis individuel, men svaret handler om følelser. Mærker man ægte følelser, ændrer sex karakter. Det er sikkert også det Gaspar Noé vil, når han – som hans filmstuderende hovedkarakter udtrykker det – drømmer om at lave en film med blod, sæd og tårer. Det lykkes bare ikke helt at omgå trivialiteterne.

Den unge filmbuff pladrer videre om ”sentimental sensualitet”, og Noé mener åbenbart at der mangler film, hvor dem, der har sex, virkelig er forelskede. Tja, det går helt tilbage til 1976, hvor Nagisa Ôshimas ‘I sansernes vold’ satte standarden for eksplicit sex ekstremt højt, og er fortsat med fremragende film af Catherine Breillat, Patrice Chéreau, John Cameron Mitchell og vores egen Lars von Trier. Og ikke mindst Abdellatif Kechiches ‘Adèles liv’.

Sidstnævnte er beviset på, at det ikke behøver blive plat og ferskt bare fordi det er unge mennesker, man kommer tæt på. Men Noés karakterer er simpelthen så uoriginale, at man næsten ikke kan holde dem ud, allermindst føle noget for dem. Murphy (Karl Glusman), der knepper omkring, selvom han synes han har fundet sit livs kærlighed: Electra (Aomi Muyock), et småhysterisk mix mellem Béatrice Dalle og Kate Moss, da de var allermest rock’n’roll. Og som sidste del af kropsmenagen: Den skandinaviske lolita Omi (danske Klara Kristin). Bestem selv hvem, der er mest porno.

Måske er det instruktøren selv, for ’Love’ er så ulideligt selvrefererende. Fra Love Hotel-modellen, favoritfilmplakaterne og ambitionerne som dele af identifikationen med Murphy til spejlingen i den ældre kunsthandler Noé, der er Electras eks og dermed rival (spillet af Noé iført grå paryk), samt Omis baby, der skal hedde Gaspar. Egentlig ret skizofrent.

Visuelt er filmen stilsikker i vanlig retro-kitsch, som et varieret soundtrack optimerer. Noés velkendte røde tint og lydpulsende lys giver intensiv stemning, der svinger mellem afslappet fatning og klaustrofobisk emsighed. Nogle sexscener rammer noget stilistisk interessant, særligt er de unges trekant som levende skulpturdesign. Men oftest virker de simpelthen for umodne til at der er noget på spil, og al den insisteren på skønhed vil appellere mere til unge end til voksne publikummer.

Gaspar Noé er bare bedre til den mere provokerende eller vildere vinkel på sex – som i hovedværket ’Irréversible’ og til dels syrebomben ’Enter the Void’. Uden sexscenerne er ’Love’ en klichepræget kærlighedsaffære, hvor man ikke tror på følelserne. Men elskoven bliver i længden småkedelig, og ved at afvise de afvigende sexudfordringer for kærlighedens skyld, opstår et efterspil af uskyld, der er svær at sluge. Ligesom provo-skuddet: Et frontalt cum-shot, close up – og i 3D, hvis man vælger en af de få eventvisninger af filmen. Det bliver ikke mere porno end det!