Havfruemorderens datter

”Kan i forestille jer seks børn på stribe med sådan nogle glojern?” spørger Cecilia Zwick Nash ud gennem et par briller, der fylder hele hendes veloplagte ansigt. Så er vi i gang. Tempoet er højt fra start.

’Havfruemorderens datter’ er lige sagen, hvis man er nysgerrig efter at møde selveste datteren af Jørgen Nash og få et indblik i den kunstneriske livsform, som han stod for. Men man skal være klar på at blive væltet omkuld af en over-the-top kvinde i en non-stop hyldest til den menneskelige livsglæde og skaberkraft. Garanteret ærligt og inspirerende.

Cecilia fortæller os i farvestrålende detaljer om hendes opvækst i det skånske kollektivværksted Drakabygget, der ledtes af hendes forældre og husede alverdens skæve og humørfyldte eksistenser. Og der er bestemt nok at fortælle om: Faderens største mediestunt med afhugningen af Den lille Havfrues hoved. Eller den gang i kollektivet, da en tysk røv blokerede wc-kummen og hele huset blev ”sprøjtemalet med kunstnerisk lort”.

Anekdoterne, der visse steder fremføres med imponerende præcision og næsten Dirch Passer-lignende mimik, blandes med Jørgen Nashs smukke digte akkompagneret af Cecilias stærke stemme og eksplosive dansemoves. Samt musik af Poul Halberg, som Cecilia også samarbejdede med til 2004-forestillingen 'Livet bliver ikke genudsendt'.

Få steder står hun endda helt stille og giver plads til at vi bare kan lytte. Især afskedsdigtet til far Nashs storebror Asger Jorn bliver fremført med alvor og eftertænksomhed og giver en vigtigt kontrast til resten.

'Havfruemorderens datter' er en beretning fra en kvinde, der har noget på hjerte. Og hun prædiker ikke bare sin sag, men kaster liv og sjæl i den. Hun er livlig og engageret som få. Det kan ikke andet end vække beundring.

Budskabet er klart: Lad os leve i overensstemmelse med vores kreativitet, skaberkraft, frihed og evne til at sætte spørgsmålstegn ved det bestående – og lad os opdrage vores børn til det samme! Også selvom det har en pris, og det omgivende samfund bestemt ikke ser med venlige øjne på én.

Men for nogle, mig selv inklusive, bliver tempoet måske lige højt nok, og jokesne lige vel veloplagte. Af og til sidder de lige i skabet – men de fleste gange når de end ikke at stå i luften, før vi allerede er videre.

Jeg får flere gange lyst til at tage et par ekstra vejrtrækninger – for at forære hende et par stykker. Tempoet og det konstant ekspressive humør bliver for mig en blokering. Især i begyndelsen. Jeg kan simpelthen ikke følge med i det gear, og føler mig derfor ikke lukket ind bag facaden. Som at skure på overfladen, fordi den hastige og overgearede form kommer til at blokere for det ellers interessante og vigtige indhold.

Men hvem ved. Måske er det en del af pointen, at det godt må være lidt svært at sluge i sin lørdags-slumre-stemning. For her er vi ikke ude på at please den konventionelle teatergænger med hang til lange, intellektuelle pauser. Her er sjov og ballade og fart over feltet. Det er utæmmet. Og for nogle måske endda lige i øjet.