Hævnen
DRAMA
Premiere 26. august
Er der situationer hvor hævn kan retfærdiggøres? Det undersøger Susanne Biers nye film, 'Hævnen', med blandet resultat.
Filmen er, som der står i pressematerialet, “en stort anlagt fortælling”, og det er måske her problemet opstår. For den kan ikke helt finde balancen mellem den fine fortælling om drengen Christians ubærlige sorg over sin mors død, hans alliance med den jævnaldrende Elias, hvor han i ren desperation kommer ud på lidt for dybt vand, og den mere presserende, komplekse historie om Elias’ far.
Sidstnævnte er læge og arbejder under barske vilkår i en afrikansk flygtningelejr, og det er de etiske dilemmaer han her står overfor – som da en brutal krigsherre bliver hans patient – filmen forsøger at koble til Christians historie.
Disse koblinger skal få os til at se det store i det små og omvendt, men i praksis udebliver den ultimative forløsning. 'Hævnen' ender på sin vis med at være to film frem for én sammenhængende historie.
Bier har så absolut hjertet på rette sted, og 'Hævnen' er ingen dårlig film. Men desværre bliver den aldrig rigtig uforglemmelig og andet end godt håndværk.